Jeg har skrevet et bidrag til en faglig antologi, hvis udgivelse d. 7. november blev lidt af en ikke-begivenhed. Bogen har fået nogen foromtale, men er fx (endnu) ikke blevet anmeldt. Og derfor spekulerer jeg lidt over det der med antologier.

Det er oplagt, at genren findes. Det et er oplagt at samle gode kræfter, fordele kapitler/emner/aspekter efter specialer og interesser og lade et tema blive belyst fra forskellige sider. A la festskrifter og konferenceproceedings.

Men antologier kan også let blive uhomogene og anonyme og tilbøjelige til at ende i rodekasser i antivariaterne rundt omkring. Man kan mangle fornemmelsen af en samlet intention, og bidragene kan få karakter af at være skrevet ikke til en veldefineret målgruppe i en bestemt anledning, men for the record, så det enkelte bidrag i al fald er trykt et sted og ligger der som en byggesten til vores samlede viden og kan hentes frem, plukvis, fx til undervisningsbrug. Eller antologierne kan fungere som autokommunikation, der skal etablere og styrke et fagligt fællesskab i skribenternes eget miljø, og som sådan kan de være særdeles relevante. 

Men undervisningsbrug og autokommunikation kunne jo godt bare være fine sekundære funktioner.

Hvad er egentlig succeskriterierne for en antologi? Har nogen nogen antologier stående på hylden, som de er kan fremhæve som vellykkede eksempler?

Så skal jeg nok rapportere tilbage sidenhen om den nyudgivnes videre liv og skæbne.

Reklamer