Nyt: Retorikblog på videnskab.dk

“Retorik angrebet af 10 nye bloggere”

Tear down this wall

Ronald Reagan – teflonpræsidenten, den store kommunikator – ville være blevet 100 år i dag. Her er hans bud på social forandring:

Den øjeblikkelige situation i Egypten sammenlignes ofte med Berlinmurens fald, men er det overhovedet en fair sammenligning? Er potentialet i den folkelige protest ikke meget større end som så? Slavoj Žižek har skrevet om Egypten, at “to talk about peaceful transition now is an obscenity.” Og spørgsmålet er måske, om vi er vidner til starten på en global revolution.

Nytårstaler 2011

Hvad synes I om dem?

Brugerservice kommer her:

 

1. del af statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale 2011

2. del af statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale 2011

Talen i pdf-version

Og nu vi er i gang, må jeg præsentere Lange Grethe:

Dronningens nytårstale 2011

Talen i tekst

“Not to startle you, but I am becoming a woman economist”

What’s in a name, spurgte katrine på et tidspunkt, og sjust nævnte økonom og retorisk kritiker m.m. McCloskey, for hvem det i hvert fald har været en vild udfordring i moden alder at ændre sit fornavn fra Donald til Deidre.

Min overskrift er hentet fra det indlæg i Western Journal of Economy, hvor forhenværende Donald McCloskey – under den fantastiske overskrift “Some News That at Least Won’t Bore You” – orienterede sine kolleger om sin beslutning om at skifte både navn og køn.

I en analyse af McCloskeys memoirer påpeger Dana Anderson, hvordan McCloskey fremstiller dette skift som enkelt – trods den umådelige masse af besvær, det medfører. Enkelt, fordi det grundlæggende handler om identitet og hverken om etos, persona eller handlekraft, signalværdier, deliberative idealer eller positionering. Dana Anderson skriver om det under overskriften ”Identity Beyond Agency.”

I sin bog beskriver McCloskey alle andre beslutninger i sit liv og sin dagligdag som præget af netop rationelle overvejelser, altid underlagt økonomens og retorikerens synsvinkel. Men denne tilgang stopper dér, hvor hun bliver klar over, at hun er og skal være kvinde. Det skildres som en åbenbaring, en afklarende indsigt, og IKKE nogen afvejning af, om det i hendes givne professionelle og personlige situation mon er mest hensigtsmæssigt at være

a) som hidtil: maskulin og hårdkogt økonom, ægtemand og familiefar, der går i kvindetøj i det skjulte, eller

b) som nu: fuldtids- og fuldt opereret transseksuel på vej mod de 60, fraskilt, statustaber i næsten enhver henseende, men altså alligevel entydigt en vinder i forhold til sin egen identitetsfølelse.

Analysen giver et godt eksempel på en kerneidentitets-retorik, hvor skribenten simpelthen argumenterer eller  snarere undlader at argumentere ved at henvise til, ja, en selvfølge, en åbenbaring, en afgørende rigtig mavefornemmelse.

Det er sjældent holdbart, konstruktivt eller overbevisende at ophæve en sag til at ligge hinsides diskussion og argumentation. Men det er det alligevel her, fordi undtagelsen bekræfter McCloskeys egen gyldne regel, som hun under sit besøg på Copenhagen Business School sidste år gentog på det indstændigste, nemlig at der her i verden kun findes den sandhed at stå fast på, som vi finder frem til i fællesskab:

”It’s rhetoric, rhetoric, rhetoric, all the way down!”

sagde hun – med reference til skildpadden, der står ovenpå en anden skildpadde, som står ovenpå en anden skildpadde, som, ja, faktisk er det skildpadder hele vejen ned. I McCloskeys version af fortællingen var dog skildpadderne blevet til indiske elefanter.

Would you still have love for me?

Direktører gifter sig med sekretærer, læger med sygeplejersker, piloter med stewardesser, etc. – i hvert fald så længe den første halvdel af disse arketypiske par er en mand. Kvinder gifter sig typisk opad, og det bliver de ved med, selvom de befinder sig på toppen.  Årsagerne til denne tendens vil jeg i denne omgang lade ligge for i stedet at se på en af dens konsekvenser: hvad man kunne kalde den maskuline angst for marginalisering. En angst, der blandt andet artikuleres i to ellers vidt forskellige popsange.

I 1966 hittede Bobby Darin med “If I were a carpenter,” mens nummeret “21 questions” er at finde på 50 Cent’s debutalbum fra 2003.

I 1966 lød det:

If I were a carpenter

and you were a lady

would you marry me anyway

would you have my baby

50 Cent’s pathos-appel er ikke helt lige så hvinende, men meningen er klar nok:

Girl, it’s easy to love me now

would you love me if I was down and out

would you still have love for me?

Det diskuteres ofte, hvor langt vi egentlig er nået med ligestillingen. Om vi har reel ligeløn, etc. Og her er altså endnu et område, hvor der tilsyneladende ikke er sket det store i de seneste 30 år.

Nu er dette jo ikke en politisk blog, men et retorisk dialogforum (og flere må gerne være med), så mit ærinde er ikke at opfordre succesfulde kvinder til at genoverveje deres partnervalg, men i stedet at spørge, hvad det er for retoriske vilkår for partnervalg, vi opstiller for os selv og hinanden. Hvorfor er der, hvis man skal tro Bobby Darin og 50 Cent, så lille en bane at spille attraktiv på? Og kan vi gøre noget for at udvide den?

Stem på en tale

Kammerater!

Politiken har taget et fantastisk initiativ ved at bede læserne skrive deres egne 1.maj-taler og derefter holde afstemning om, hvilken af fem udvalgte taler, der er den bedste. Læs talerne og stem/se afgørelsen her.

Glædelig 1. maj!

Døgnrapport fra GoogleWave

For et par dage siden kom jeg på GoogleWave – Googles nye påhit, der er proklameret til at skulle blive en blanding af emailens genfødsel og et kollaborativt skrive/samarbejds-værktøj. Det er stadig i “preview/beta”; man kan kun komme på, hvis man er så heldig at få tiltusket sig en invitation fra nogle af dem, der allerede er derinde; der mangler stadig en del finpudsning både på teknikken og brugervenligheden – og jeg er først selv liiiiige akkurat kommet på og har kun gjort mig mine allerførste erfaringer. Så det er virkelig en rapport fra det yderste klondike, hvor jeg endnu ikke selv føler mig på sikker grund – men ikke desto mindre alligevel lige vil prøve at nedfælde mine umiddelbare tanker og indtryk – om ikke andet, så fordi jeg ved, de bliver sjove at grine af om nogle år…

Grundlæggende har vi at gøre med brugergrænseflade, der ser sådan her ud:

• I venstre side diverse indstillinger og lister over de kontaktpersoner, jeg kan trække ind i mine forskellige waves.
• I midten oversigten over de waves, jeg er en del af.
• I højre side den wave, jeg aktuelt bidrager til med det fulde flow af alt det, alle har skrevet og bidraget med.

Pointen er så, at man kan starte en ny wave om hvad som helst, man tror andre ville kunne bidrage positivt til. Og det kan i princippet være alt – her er blot te par oplagte eksempler:

• slut med at sende endeløse dokumenter frem og tilbage med rettelser, der går “lost in transition” og forvirring om, hvilken version, der er final og hvilken, der er final-final. Nu kan alle bare samarbejde om det samme dokument og redigere videre i hinandens rettelser, indtil det er på plads.
• slut med tabte brainstormingideer – nu kan det hele foregå på bølgerne, der ligger gemt og kan videreudvikles i det uendelige, hvis man har lyst. Og hvor hvert punkt, der fortjener at blive udfoldet kan skabe grundlaget for en ny bølge.
• slut med mailstorm omkring at aftale mødetidspunkter for større netværksgrupper – nu kan man bare starte en wave, hvor alle kan give deres synspunkter til kende.
• slut med at rende fra herodes til pilatus for at opsøge eksperter om dette og hint – nu kan man bare trække dem ind i bølgen – og så kan bidrage der, hvor det giver mening.

Man kan have små intime bølger, hvor man kun arbejder sammen to og to – eller man kan invitere alle sine kontakter med ind i processen – ligesom de så kan invitere alle deres kontakter med ind så der tilsidst opstår en tsunami af potentielle bidragsydere.

Så langt så godt. Ideen er genialt godt set – og behovet presserende. E-mailen har længe forekommet antikveret – og behovet for nye kollaborative værktøjer bliver stadigt større. Men hvad skete der, da jeg endelig kom indenfor i folden? Jeg kunne overhovedet (som i OVERHOVEDET) ikke se, hvordan jeg skulle kunne komme igang. For jeg kunne i første omgang ikke finde andre end mig selv og ham der inviterede mig derinde. Og han er et hit, det er slet ikke det, men pointen er jo lissom, at det skal boble af liv. Og det gjorde det ikke. Jeg ved, at jeg har mange “venner” derinde, fordi jeg kender så mange af de sociale mediefrontløbere, at de for længst har boblet rundt inde på bølgen. Men jeg kunne ikke søge efter dem og når jeg fandt nye venner kunne jeg ikke – som på FB og Twitter – se, hvem de var venner med eller fulgte og finde flere venner ad den vej. Jeg skulle vide hvem der var på OG kende deres Gmail/GoogleWave-adresse for at finde dem. Og det var unægtelig lidt tungt…

Der lå egentlig nogle fine velkomstmails med pædagogiske videoer derinde, men der var ikke så meget sjov ved det, når nu jeg ikke havde nogen at lege med derinde.

Så gjorde jeg det eneste, man kan gøre i den situation i disse sociale medietider – jeg klagede min nød på Facebook og Twitter og bad folk om at finde mig i stedet, når nu jeg var sådan en kegle til at gennemskue, hvordan jeg skulle finde dem. Og SÅ kom der gang i sagerne. Flere forskellige henvendte sig – og én påtog sig simpelthen at luksus-live-coache mig ved dels at svare tålmodigt på alle mine dumme spørgsmål og dels at trække en masse andre ind i samtalen, så jeg både fik deres kontaktdata – og lejlighed til at høre forskellige erfaringer på kryds og tværs.

Og så blev det sjovt. For så kunne jeg virkelig se bare et par af de ting, bølgen kan. Her er et par pluk:

• Alle der er inviteret med i den enkelte bølge kan kommentere på alt hvorsomhelst og nårsomhelst. Det vil sige, at man kan slå ned det specifikke sted i bølgen, man synes er mest interessant og starte en ny tråd derfra – uden at behøve at forholde sig alt det, der sker i resten af bølgen. Det vil sige, at en enkelt bølge kan forgrene sig i en uendelighed, og vi for alvor gør op med teksters kronologi og afrundede forløb og i stedet giver plads til masser af rekursivitet, intertekstulitet, links og forgreninger. Og i brainstormingsammenhæng giver det pludselig mulighed for, at ideer, der måske umiddelbart eller ville være blive skudt ned, får lov at leve videre og blive foldet ud til de er bæredygtige.
• Man kan live følge med i, hvad de andre skriver og tast for tast følge deres formuleringer bliver til. Det er måske nok på den mere nørdede side at trippe over det. Men hvis man interesserer sig for skriveprocesser er det helt utroligt interessant at se, hvordan de enkelte personer tanke/skrive-proces foregår. Vi ved jo godt på forhånd, at alles skriveprocesser er forskellige – men når den færdige tekst foreligger er det meget sjældent, man kan genkalde sig tilblivelsesprocessen særligt præcist. Her kan man følge tast for tast, hvordan tankerne bliver udfoldet, spidset, nuanceret, droppet og præciseret undervejs. Men det understreger også en af de ting, jeg ofte tænker over med de sociale medier, når vi ellers hylder de demokratiske aspekter og lave entry-barriers – hvis det skal være rigtig sjovt, skal man være i stand til at skrive særdeles hurtigt på sit tastatur – og selvom der både er kommet billede-og-video-muligheder til i tidens løb, er det stadig en markant frasortering af dem, der ikke behersker sproget (eller bare tastaturet) så godt.
• Man kan gå ind og medredigere de andres kommentarer. Så står der ud for kommentaren, hvem der har bidraget til den – men man kan ikke se, hvem der har skrevet hvad. MEGA-grænseoverskridende i første omgang, fordi man pludselig lægger navn til noget, man ikke ved hvad ender med at indeholde og tanken om forfatter-jeget endegyldigt opløses – men også virkelig frækt/godt tænkt, hvis formålet er at sprænge tanken om den ensomme skribents monopol på teksten – og tage kollaborationen alvorligt.
• Der er selvfølgelig integreret en masse smarte features, så man direkte fra bølgen kan google sig klogere på de ting, man skriver om, integrere fotos fra Google Images og plotte de steder, man skriver om direkte ind på Google Maps. Der er afstemninger og alt muligt andet godt, der smidiggør og levendegør tekstfelterne.

Indtil nu har mine oplevelser på Wave især været præget af eksperimenteren og lidt chat-agtigt i formen, fordi det mest af alt har handlet om at undersøge mulighederne. Men hvis det for alvor skal blive interessant, tror jeg, det gælder om at finde nogle konkrete ting at “wave” omkring. Lidt på samme måde som folk bidrog så aktivt til (og ja, jeg ER glad for at se bølgebegrebet bølge videre ud i verden) på http://shareabrainwave.net fordi rammen var stram og temaet givet på forhånd. Jeg tror, det er vigtigt, at der er et formål med det hele, så det ikke bare bliver at wave for wavens skyld. Lidt ligesom hverken blogs, facebook-opdateringer eller twitter i sig selv er interessante, hvis man ikke har noget på hjerte og ikke er oprigtigt interesseret i, hvad andre tænker. Men potentialet er kolossalt. Og jeg har nu i første omgang forsøgt mig med at sætte en “Københavnernes guide til København” igang, hvor jeg tænker, at man kunne wave om sine egne historier med forskellige steder i byen. Stadig kun på det absolutte forsøgsstadium – men pludselig så den bølge jeg startede så sådan her ud:

Der er absolut intet sket på den bølge endnu (selvom jeg startede den i går aftes, helt ærligt, hvor langsomme kan folk være – eller hvor utålmodig kan jeg være … 🙂 og muligvis egner netop denne ide sig bedre til en gruppeblog. Men det er sjovt at tænke i den slags rammer for nye bølger.

Jeg glæder mig afsindigt til mange af mine medretorikere kommer med på bølgen – for så skal man lige se os genopfinde begreber som inventio, kollaborative og rekursive skriveprocesser og elocutio-øvelser.

Jeg glæder mig til flere af mine venner, bekendte og netværksgrupper kommer på, for så skal man lige se os smidiggøre vores aftaler.

Jeg glæder mig til at flere af mine samarbejdspartnere kommer på, for så skal man lige se os slippe for at sende dokumenter på kryds og tværs af hinanden.

Jeg glæder mig til at høre fra alle jer derude, hvordan I oplever og bruger bølgen, når først  I kommer på. Jeg er ikke særlig meget i tvivl om, at det med lynfart vil ændre mange af vores fællesskaber.

Og jeg glæder mig til at genlæse dette blogpost om et par uger, måneder, år og grine af mig selv og min egen famlende forvirring overfor noget, jeg er sikker på vil være det naturligste i verden til den tid.

Og nåja – hvis du er derinde, så fang mig på nadjapass@googlewave.com

(Dette indlæg er re-blogget fra http://nadjasreflexioner.net)

Stop the Violence

Se denne fantastiske billedserie af Francois Robert. Serien er årets vinder i International Photography Awards i kategorien Fine Art: Still Life Pro.

Smuk smuk billedretorik.

Obama taler i Kongressen og NYT forkæler retorikerne

New York Times online har en fantastisk feature for retorikere og andre tale-freaks. Se Obamas tale til kongressen om reform af det amerikanske sundhedsvæsen, holdt i går, d. 9. september 2009. Talen ligger som videoklip i sin fulde længde, og transskriptionen kører løbende ved siden af, inddelt i afsnit med tidsmarkeringer. Foroven kører en tidslinje over talens indholdselementer. Et faneblad ved transskriptionen med titlen Check Points rummer en kortfattet politisk analyse af talens temaer af en NYT-kommentator, herunder muligheden for at klikke direkte hen til det relevante sted i videooptagelsen, ligesom en søgefunktion gør det muligt at søge på ord og vendinger brugt i talen og klikke hen til videooptagelsen. Nice.

Et referat af talen og dens baggrund ligger her; og debatten kører fx her. Og så kan man jo selv more sig ved at lede efter redaktionelt stof om ‘skandalen’ med republikaneren Joe Wilson der råbte “You lie” midt i Obamas tale.

 

Og så må jeg bare sige at selv om jeg ikke har en fetisch for taler (lidt underligt når man er retoriker, men altså, det er bare ikke lige mig), så kan jeg anbefale den her! Det er virkelig et smukt stykke arbejde. Derudover er det rasende interessant at følge dækningen omkring den foreslåede sundhedsreform, for hvis man går og tror at amerikansk og europæisk mentalitet er lidt det samme, bare med et par finjusteringer, er det her et område hvor forskellene i vores grundlæggende værdier og samfundsopfattelser træder skarpt frem. At et offentligt sundhedsvæsen skulle være socialistisk, ja, nærmest betonkommunistisk, er oprivende tanke for en dansk skabssocialdemokrat uanset partifarve. USA er virkelig et af de mest fremmedartede – og fantastiske – lande jeg nogensinde har rejst i. Den her debat er et vidunderligt eksempel.

Katrine foretager en kovending

Jeg kan næsten ikke få mig selv til at sige det, for jeg ved at jeg svigter en af mine medredaktører ved at forråde undergrundsbevægelsen Arge Modstandere af Facebook. Menallsså: Jeg er kommet på Facebook, hvilket om ikke andet beviser min super ucoolhed, for der er i hvert fald ikke noget tjekket over at oprette en Facebook-profil henimod slutningen af 2009. Nuvel. Jeg bor også på vestegnen og arbejder i en midtsjællandsk kommune.

 

Men. Hvordan er det så at gøre sin entré derinde? Når nu følelsen af selvfedhed og selvfølgelighed (“jeg er da på Facebook – er alle ikke det?”) ikke har været blandt motivationsfaktorerne, men derimod følelsen af at det jo faktisk KUNNE være en måde at tage sig lidt bedre af sine gode venner på midt i et travlt liv hvor det sjældent bliver til mange kaffevisitter og rødvinsaftener, men hver dag til et par timer foran skærmen. Hvordan føles Facebook så? For mig? Det skal jeg sige jer:

 

• En kakofoni af stemmer. Helt uden iboende logik hvis ikke man overgiver sig til de sociale netværks tilfældigheder. Det er som en gigantisk fest med mange værter og et deraf følgende helt skørt rendsammen af gæstter, sådan en af de fester hvor man kun kan holde ud at være der hvis man drikker et glas champagne for meget og kaster sig ud i den fælles pludren. Det er en betingelse for deltagelse at man accepterer hver besked og kommentar på dens egne præmisser. Sjovt billede, hård dag med den fire-årige, spændende invitation til debat, lækker opskrift, sagde han virkelig det? Og ligesom til den store fest er snakken øredøvende, energigivende, afsindig trættende og potentielt overfladisk og helt uforpligtende. Man kan gå til og fra, være til stede for alvor eller uden at investere en skid.
• En skrivecentral. Kortformens legeplads. Dogmeteksten over dem alle: Statusopdateringen der altid begynder med mit eget navn ud fra præmissen at hvad individet har at sige per definition er læseværdigt og både kan og bør deles med andre. Det er ikke en præmis jeg holder særligt meget af, men som skrivemenneske er jeg stærkt fascineret af den flydende overgang mellem det mundtlige og det skriftlige som Facebook i den grad perfektionerer. Small talk bliver til small writing. Vi udtrykker vores liv på skrift, legende og uforpligtende. Selviscenesættende, men honey, hvem er ikke det nu om dage? Vi skriver, det skal jeg love for.
• Det lille liv får lov at være noget i sig selv. I statusopdateringerne fra vennerne og de medfølgende kommentarer, der alle havner på min ‘væg’ kan jeg nærmest høre den der lette lyd af taster der klikker afsted, klikkelikkelik, ikkenogetstortikkenogetsmåthvordangårdetheldoglykkestakkelsdigjadeteretfedtnummergudvarduogsåtildenkoncertherskinnersolen. Det er uendelig småt og bliver herigennem af og til uendelig stort, med en allusion til Brandes’ analyse af Shakespeares sans for den konkrete detalje. Nu er Facebook så langt fra Shakespeare som vi kommer. Men i den fuldstændig overvældende mængde af tekst dukker af og til guldkorn op der får gåsehuden frem. Her er masser af skriveproces. Det er fint.
• Folk folk folk overalt. Er du først inde, kan du ikke længere gemme dig. Første rykind af venner er indlysende – de nærmeste, mest velkendte, privat og professionelt. Andet rykind er fuldstændig arbitrært og handler lige så meget om hvem der får øje på dig, som om hvem du selv leder efter. Det føles som om at Netværket, ikke defineret af dig selv, overtager styringen. Jeg forventer at tredje rykind bliver det spændende, der hvor jeg kommer langt ud i krogene, får fat i dem der vækker minder, provokerer mig, minder mig om hvem jeg også er. Eller også bliver det bare ligegyldigt. Vi får se.
• En stor åben plads. Den intime hygge med de bedste venner er skam hyggelig. Men den er sandelig ikke intim. Jeg ved ikke hvad det betyder endnu, kan bare konstatere.

Regn med en statusopdatering fra mig. På et tidspunkt.