En retorisk tænketank
Knap havde jeg formuleret det kætterske spørgsmål, om alt egentlig er så gennemsyret af retorik, som vi går og tror, før det formeligt vælter frem med retoriske ytringer over alt omkring mig. Det går lige fra den helt lille privatsfære: “ej, skat, jeg tog altså også opvasken i går…” Tjae, og jeg gør det nok igen i morgen. Til de store politiske spørgsmål: “du kan roligt stemme på Sofie Carsten Nielsen; jeg kender hende, og hun er super flink.” Ok, måske ikke det mest saglige argument, men jo da meget rart at vide, at min sympatistemme går til en sympatisk person.
Europaparlamentsvalget kan der siges meget om, men emnet for denne post er faktisk det andet kryds, vi skal sætte på søndag, for hvor det første altså er placeret, så er jeg kommet alvorligt i tvivl om det andet. Jeg begyndte med nærmest per refleks at ville stemme ja, men jeg er i de seneste dage blevet mødt med argumenter, som får mig til at vakle. For et ja taler naturligvis ligestillingen mellem kønnene, men hvorfor er det lige, at den ændring skal vedtages nu og her? Ikke et sekund for tidligt, nuvel, men heller ikke lige op over. En (tendentiøs) forklaring er, at det skal den, fordi regeringen vil have tronfølgeloven af vejen og på den måde undgå, at en grundlovsændring kan kobles op på afstemning om tronfølgeloven (som den jo blev i 1953) og dermed også reelt slukke den ulmende debat om en grundlovsændring og altså forhindre, at den pludselig blusser op (eller i hvert fald at det er realtiske at komme igennem med den). Ok, argumentet er mere end en anelse konspirationsteoretisk, men er det ikke netop derfor, det er så tillokkende?
Det skal regeringen altså ikke slippe afsted med, tænkte jeg, da jeg først blev præsenteret for synspunktet, men så alligevel: er ikke sikringen af ligestilling mellem kønnene i arvefølgen vigtigere end at stoppe eventuelle skumle planer (og måske i tilgift få luft for lidt generel utilfredshed, lidt ligesom da hollænderne og franskmændene brugte afstemningen om forfatningstraktaten til at straffe deres regeringer)? Tjoe, men indlejret i det princip, vi nu stemmer om, er der en anden diskrimination: arvefølgen bliver knyttet tæt til den førstefødte i hver generation, og så snart han/hun får børn bliver hans/hendes yngre søskende sprunget over; kunne man ikke lige så godt argumentere for, at arvefølgen altid skulle følge et aldersprincip, så kronprinsens bror/søster kom før hans søn/datter (i det konkrete tilfælde ville det betyde at Joachim, Nicolai og Felix skulle komme før både Christian og Isabella)? Når der først er åbnet op for denne tankeleg, viser det sig hvilken kunstig konstruktion det hele er, og man kan ende med at spørge: hvorfor ikke afskaffe arvefølgen helt og holdent? Jeg siger ikke, at jeg faktisk synes, at vi skal ende der, men spørgsmålet er så vigtigt, at der bør være tid til at diskutere det. Hvis tronfølgeloven vedtages på søndag, sættes der også en prop i den debat. dels lukke diskussionen om mere gennemgribende ændringer af kongehuset, dels
Alt i alt hælder jeg altså mod at stemme blankt – ikke nej: jeg går jo ind for ligestilling, så det er ikke forslaget men selve afstemningen, der skal stemmes ned. Men jeg er stadig i tvivl; holder argumenterne for at stemme blankt til en nøjere granskning? Og er der nogle argumenter for at stemme ja, som jeg har overset/undervurderer jeg betydningen af ligestillingsargumentet?
Tandlægen havde sit apparatur solidt plantet i munden på mig og blev ved med at puste-prikke, puste-prikke på bagsiden af min venstre hjørnetand i overmunden, så jeg vidste egentlig godt, hvad der var i vente. “Du har et hul her,” sagde hun og gav tanden et sidste emfatisk prik. “Nå,” sagde jeg slukøret (og med sug i mundvigen). “Det er kommet, fordi du ikke bruger tandtråd,” erklærede hun autoritativt. “Ja,” sagde jeg brødebetynget. “Når du ikke gør det, er det som at vaske halvdelen af håret,” trumfede hun. “Jeg vil aldrig glemme det igen,” lovede jeg.
Og jeg mener det – sgu! Fra nu af skal tænderne renses helt, hver gang. Indrømmet, alle forhold i tandlægens retoriske situation havde lagt sig sådan til rette, at hun kunne overbevise mig lige så let som at prikke mig i tandkødet: hun havde mig i stolen med sug i munden og nykonstateret hul i tanden; ikke ligefrem en situation der kalder på indvendinger og gendrivelser. Og indrømmet, det er lidt svært at forestille sig, hvordan man i praksis skulle kunne nøjes med at vaske halvdelen af håret. Alligevel finder jeg sammenligningen aldeles overbevisende; den giver både stemme til de situationelle forhold (udtrykker i ord, hvor sagen bærer hen) og skaber det ekstra ‘adr’, der muliggør rykket fra intention til handling (må dog indskyde, at det skete i morges, og selvom jeg allerede har brugt tandtråd her til aften, er det jo ikke en garanti for den langsigtede effekt).
Tandlægens sammenligning er et eksempel på hverdagsretorik af bedste skuffe; jeg har forsøgt at komme i tanke om, hvornår jeg sidst blev overbevist af noget nogen sagde til mig og kan faktisk ikke huske det, så det er åbenbart ikke noget, der sker så tit. Kan det virkelig passe at overbevisning faktisk ikke forekommer ret tit i hverdagen? Betyder det, at hverdagsretorikken sjældent er effektiv, eller er der simpelthen ikke så meget af den, som vi (jeg) går rundt og tror? Og er der nogen, der har gode eksempler på, hvordan de selv blev overbevist/overbeviste nogen?
Om ganske få dage er det 60 år siden, at de første danske tv-udsendelser blev sendt fra Radiohuset. Radiohus er for nylig blevet til DR By, sort-hvidt tv er blevet fuldt af farver, slørede billeder udskiftet med knivskarp HD-kvalitet, pausefiskene har for længst måttet lade livet til fordel for trailers, Matador har fået skarp konkurrence af Paradise Hotel og om ikke særlig længe skifter hele Danmark fra det analoge til det digitale sendenet.
Kort sagt er tv-mediet undergået en kolossal forandring i løbet af de 60 år. Men på ét punkt er der sket utrolig lidt: Det er stadig meget svært for “almindelige mennesker” at få indflydelse på, hvad der skal vises i fjernsynet. JA, vi kan stemme med tv-meter-målingerne ud fra “1 million flies can’t be wrong-princippet”, vi kan SMS’afstemme om, hvem der skal vinde X-faktor, og vi kan få lov at vise os på skærmen, hvis vi er klar til at gøre os selv til grin ved at synge falsk, invitere andre til at se med, når vi har sex for åben skærm eller udtaler os i vox-pops, der er så korte, at det reelt er ligegyldigt.
Men mennesker, der reelt har noget på hjerne og hjerte, har svært ved at præge programfladerne. Spillet om taletiden i medierne stort, komplekst og temmelig uigennemskueligt. Og når kloge hoveder endelig slipper igennem, er de ofte underlagt et alt for stramt programkoncept eller en meget snæver tidsramme – eller al deres taletid går på en skyttegravskrig med andre debattører, de reelt ikke er uenige med, men hidses op til at skælde ud på, fordi det er “godt tv”.
Men vi er mange, der synes, at det ikke er spor godt tv. Og i stedet efterlyser tid til reflexioner, reel taletid, nuancer, kunst, kompleksitet, ny viden og udfordrende tankebaner.
Og nu har vi så muligheden for at starte vores egne tv-stationer, hvor vi hver især kan skabe lige netop det tv, vi godt kunne tænke os. I går var jeg nemlig til en storslået produktlancering hos mine venner fra 23Video. Og her lancerede de et nyt net-produkt, hvor enhver på fem minutter kan starte sin egen tv-kanal. Det er nemt, det er billigt og det er muligt at tilpasse det på sine helt egne måder, så det ikke – som hvis man for eksempel bruger YouTube til det samme – er fyldt med andres logoer og henviser til alle mulige andre videoer, man ikke har mulighed for at kontrollere. Her kan man helt selv tilrettelægge programfladen og tilpasse profilen.
Rimelig genialt og ret sjovt at lancere det netop i Radiohusets studie 2 med en lille hilsen til det gamle tv’s begyndelse. For i virkeligheden handler det jo om meget mere end noget smart teknik og nogle handy brugergrænseflader. I det store perspektiv handler det om at give stemmerne tilbage til folket. På samme måde som blogs gave os mulighed for at ændre på præmisserne for de skrevne medier og pod-casts har fået radioæteren til at eksplodere. Blandt pilotprojekterne har Søren Ejlserne fra Aarstiderne lavet “Madbio”, Signe Wenneberg er begyndt at lave “tomat-tv” og Frederiksberg Kommune har lagt en masse gamle filmklip fra Frederiksberg op som et levende lokalhistorisk arkiv.
Kort sagt er det ikke længere produktion og distribution, der er udfordringen, hvis man som privatperson eller firma vil lave sin egen tv-station. Det store spørgsmål er snarere, hvad tv-stationen så skal indeholde? Hvad vil man vise? Hvad har man at sige? Hvem skal have lov at sige noget? Hvad skal formaterne være? Hvordan skal de visuelle rammer være? Mulighederne er lige så uendeligt mange som de er med bloggen, podcasten og YouTube-klippene. Det gælder “bare” om at have en god ide og føre den ud i livet. Men hvis man ikke har nok på hjerne og hjerte, er det lidt ligemeget, hvor nemme værktøjerne er. Så bliver der ikke meget godt tv ud af det, selvom man har nok så meget lyst til at være kanaldirektør.
Jeg tror ikke, der var nogen til stede i går, der ikke under præsentationerne sad og fik en masse ideer til, hvad de selv kunne vise på tv-station. Og min egen hjerne bobler også. Og det er i sig selv stort, at et nyt medie på den måde formår at tvinge hjernevindingerne i nye retninger. Og for at sparke ideudviklingen yderligere i gang opfordrer 23 Video til, at brugerne i fællesskab medvirker til at “Genopfinde alt med video”. Og jeg håber – og tror – at det vil sætte gang i en masse kreativitet rundt omkring. En masse lyst og energi til at skabe noget selv. Nye stemmer at lytte til, nye formater at lade sig suge ind i, nye visuelle grænseflader.
Og så er der ikke så meget andet tilbage end at spørge sig selv og hinanden om, hvad vi egentlig synes, der burde være fokus på, hvis vi helt selv kunne sammensætte vores personlige tv-station…
(dette indlæg er re-blogget fra Nadjas Reflexioner)
Jeg har en last, der om et lille øjeblik ikke er hemmelig længere: jeg ser Greys hvide verden (eng. Grey’s anatomy). Mandag efter mandag griber jeg om jumbothekoppen og tudekiksene og er klar til at græde snot over Merideth, Dr. McDreamy, Chief Webber og alle de andre karakterer, der fylder operationsstuerne på Seattle Grace Hospital.
Denne sæson kulminerede (heldigvis, nu kan jeg lave noget andet) i går med afslutningsafsnittet, hvor Meredith først forsøgte at tage livet af en dødsdømt fange, mens han var på hospitalet og senere brød sammen, da hun overværede fangens faktiske henrettelse, Izzie Stevens blev hjemsøgt af sin afdøde ekskæreste, som gentog “I am here for you” i det uendelige, indtil Izzie (endelig, endelig) fattede, at han var der efter hende, ikke for hende, Dr. Sloan brækkede sin penis (det vidste jeg så ikke var muligt), og en lille dreng i aller-allersidste øjeblik fik en lever- og tarmtransplantation, efter at både Dr. Bailey og Chief Webber på det groveste havde kompromitteret deres lægeed – for nu blot at nævne de følelsesmæssige højdepunkter i det rimeligt komplekse plot.
Syge børn og fortvivlede forældre, blod og blottede organer, lækre læger og villige in-turns, evige venskaber og benhård konkurrence - som det nok fremgår spiller Grey’s hvide verden på alle mulige følelsesmæssige strenge (eller pathosappeller). Jeg er pinligt berørt over, hvor godt det hele virker (på mig, i hvert fald), men også fagligt nysgerrig over, at det kan lade sig gøre. Hvordan kan pathosappellen være så grov og dog så effektiv?
Engang var retorik på Københavns Universitet et hattedamefag, har jeg hørt, men frasen fik pludselig liv og perspektiv i dag, da jeg læste Gerda Gilboes nekrolog. Efter den åbenbart uomgængelige historie om hendes uventede, stormende gennembrud i 1959 som Eliza med En snegl på vej’n er tegn på regn, I ved nok, stod der pludselig, at Gerda Gilboe blev exam.art. i retorik i 1970′erne og siden retoriklærer på Blaagaards Seminarium og på Cafe Teatrets dramaskole. Gid de ville fortælle noget mere. Gid de havde indspillet en hattedamefilm på Afd. for retorik a.k.a. Laboratoriet for Metrik og Foredragslære.
Mens jeg skriver dette kører TV2 News i baggrunden – lige nu (lørdag den 4. april 2009 kl. 13:45) er tophistorien, at Anders Fogh Rasmussen alligevel ikke bliver udnævnt til Nato generalsekretær i dag. Hvor journalisterne i går var sikre på, at det bare var en formsag og allerede var begyndt at analysere Lars Løkke Rasmussens (skal man hedde Rasmussen for at blive statsminister i det her land?) kommende regeringsrokade , forlyder det nu, at beslutningen sagtens kan udskydes til udenrigsministrenes møde i juni.
Som bekendt var Fogh meget tøvende med at annoncere sit kandidatur, hvilket blev forklaret med, at det aldrig er den første kandidat, der bliver valgt. Beslutningen om, hvem der skal besætte den slags poster, er altid et kompromis, hvorfor det er vigtigt at melde sig på præcis det tidspunkt, hvor man kan blive kompromiskandidaten – det valg, der er spiseligt for alle, men som ingen heller er specielt glade for. Det ser ud til, at Fogh trods alt sit fodslæberi måske alligevel er kommet for tidligt. Godt nok har han stærk opbakning fra vigtige ledere som fx Tysklands Angela Merkel – det var måske det, der lokkede Fogh ud af busken; midt i al begejstringen glemte han og staben af rådgivere, at begejstring ikke nødvendigvis er en fordel i dette spil. Der er dog også decideret modstand mod ham fra – især og måske kun – Tyrkiet, som tyder på at Fogh netop ikke er kompromiskandidaten, men den næstsidste kandidat før den kedelige, intetsigende og harmløse figur, som ikke bringer nogens sind i kog, trækkes op af hatten (hvem er forresten generalsekretær nu?).
Måske er det et spørgsmål om timing; måske var det rette øjeblik (kairos som de gamle grækere sagde) til annonceringen af kandidaturet alligevel ikke inde endnu. Men er der noget Fogh og hans folk ellers plejer at være gode til, så er det udarbejdelsen og eksekveringen af den strategiske handlingsplan, og processen kørte da også perfekt ind til i går aftes. Så måske er problemet, at tyrkerne simpelthen ikke vil have ham. Vi kan håbe, at de bare vil se, hvordan Fogh klarer sig, og hvor mange gaver han har med, når han kommer på besøg i Tyrkiet i næste uge. Fogh er jo kendt som arkitekten bag EU’s store østudvidelse i 2004 (husk den triumferende konklusion fra topmødet i 2002: “Ladies and gentlemen, we have an agreement”); bliv ikke overrasket, hvis han pludselig bliver fortaler for endnu en udvidelsesrunde.
Men hvad nu hvis Tyrkiet ender med at nedlægge veto? Hænger vi så på ham? Hvis ikke Anders Fogh Rasmussen kommer ud af klappen nu, får han for alvor et problem. Med den åbne tilkendegivelse af sin interesse i en international stilling har han overskredet sin holdbarhedsdato som statsminister. Vi skal altså nok have en ny statsminister under alle omstændigheder (folketingsvalg nu, please! Nå, ikke – bangebuks); spørgsmålet er om den nuværende går ud af fordøren eller bagdøren.
God ide at have dækning af debatmøder på en fast plads i avisen. Rigtig god ide at lave informative, stemningsmættede reportager derfra. Dejligt for i hvert fald udvalgte deltagere at blive citeret og få luftet deres ideer og holdninger i et landsdækkende dagblad.
Men dækning af den slags er en svær kunst. Der synes nemlig at være noget komisk ved folk uden en etableret offentlig talerposition, der ikke desto mindre lufter deres holdninger offentligt, (ligesom der fx også kan være det ved nn læserbrevskribent fra nn vej i nn provinsby). Og denne komiske dimension ved ukendte tilstedeværende, der tager ordet, er fristende for en journalist med veletableret retorisk handlekraft at fremhæve.
Det er Kasper Ly Netterstrøm, der på bagsiden af Politikens Debatsektion i dag dækker et debatmøde hos Internationale Socialister, hvor der er sat fokus på, “hvordan man som socialist forholder sig til skyderierne på Nørrebro.” Aftenens oplægholder Charlie Lywood synes at få fint loyal dækning af sit oplæg, hvor han bl.a. fremhæver uddannelse som “den stærkeste faktor for, om folk bliver kriminelle”; taler om at “ændre den sprogbrug, som fastholder diskriminationen af invandrere” og lufter tanken om at “eksperimentere med demokratiske valg af betjente for at sikre lokalforankring.” Lywood præsenteres indledningsvis ved navn og titel: kriminolog og SSP-konsulent.
Da Lywood sætter sig, begynder den lettere underholdning, hvor spørgsmål fra salen bliver gengivet. Det bliver de også og i flere tilfælde ved direkte citat, men det bliver i mine øjne fatalt, at spørgerne ikke selv sørger for at præsentere sig ved navn og/eller som fx lokal beboer, aktivist, politiker, studerende, sygeplejerske, et eller andet.
For i stedet bliver det til:
“En mand med hestehale og piercing i læben spørger…” / “En fyr med grønne briller og nasal stemmeføring vil vide…” / “En lyshåret pige i sort netundertrøje er chokeret…”
Faktisk var det det med den “nasale stemmeføring”, der fik mig op på mærkerne. Hvad tjener den detalje - i tilfældig kombination med ”grønne briller” - til at markere andet end journalistens mildt ironiske distance, som læseren antages at dele, og som tager brodden af den ytring, der citeres?
Det er vigtigt at præsentere sig! Dels for at hævde den autoritet, man har som medborger, og som er langt mere værd end rollen som en-eller-anden tilfældig type med aparte briller, dels for også at afgrænse den autoritet og afværge evt. ironisk hovedrysten ved at understrege, at nej, jeg tror faktisk ikke jeg er statsminister! bare fordi jeg tager ordet og deltager i en offentlig debat.
Nej, denne post handler ikke om Hulk, men om en interessant artikel, jeg læste i WA’s idé-tillæg, som jeg ellers ikke bryder mig specielt meget om. Kort fortalt er hovedpointen, at det nu via sindrigt konstruerede hjernescanninger er bevist, at følelsen af misundelse behandles/opstår samme sted i hjernen som fysisk smerte, mens skadefryd er lig med aktivitet i hjernens nydelsescentre. Endvidere bekræfter forsøget Aristoteles’ pointe om, at vi misunder dem, der er tæt på os og ligner os selv, men ikke dem hvis bedrifter er helt uden for vores rækkevidde eller er meget langt fra vores eget felt: “pottemager mod pottemager.”
Aristoteles beskriver misundelsen i Retorikkens bog II, kapitel 10, og det er selvfølgelig et væsentligt første skridt mod den retoriske brug af misundelse at vide, hvad det er for en følelse og hvad der vækker den (altså at vi misunder vores ligemænd, når de har det vi ønsker os), men hvordan man mere præcist vækker misundelse og om man overhovedet bør gøre det, siger Aristoteles (typisk nok) ikke noget om. Skal man blot nævne en ligestillets bedrifter for at vække uhyret til live eller skal der mere til? Og er det en strategi, der ikke bare er effektiv men også anbefalelsesværdig, eller bør vi forsage misundelsen og al dens væsen?
I WA-artiklen påpeges det, at misundelse er “specialiseret kognitiv tilpasning.” Altså, den meget misundelige stræber mere efter at opnå det, som den der misundes har, og får dermed en evolutionsmæssig fordel. Misundelse er en stærk motivator, men også et tveægget sværd, for nok kan det være positivt selv at stræbe mere, men hvad med skadefryden, sværdets anden side? Det kan næppe i nogen henseende opfattes som positivt at udpensle andres fald, men det er umådeligt fristende og frydefuldt, og her kan vi tage den glimrende figur paralipsis/praeteritio til hjælp, sådan som Cicero så elegant gør det (”det er for langt tilbage i tiden til overhovedet at nævne at etc…” ).
Her er altså et eksempel på, hvordan man helt konkret kan slippe afsted med at vække skadefryd, men hvad med misundelsen, er der nogle figurer, der er særligt velegnede til at vække den på socialt acceptable måder? Og igen, den sande vir bonus dicendi peritus (Quintilians ideal om det gode menneske, der taler sandt) holder sig vel for god til den slags eller…?
katrine
sjust
christinei
Nadja
Nye kommentarer