Ronald Reagan – teflonpræsidenten, den store kommunikator – ville være blevet 100 år i dag. Her er hans bud på social forandring:
Den øjeblikkelige situation i Egypten sammenlignes ofte med Berlinmurens fald, men er det overhovedet en fair sammenligning? Er potentialet i den folkelige protest ikke meget større end som så? Slavoj Žižek har skrevet om Egypten, at “to talk about peaceful transition now is an obscenity.” Og spørgsmålet er måske, om vi er vidner til starten på en global revolution.
Af årsager som jeg med lidt held kan fortælle mere om senere, kiggede jeg i dag på youtube-videoer om skriveprocesser. Mest bras. Men her er to gode. Den første en meget kort og meget sjov analogi. Den næste et cheesy gammelt interview med skriveforsker/guru Peter Elbow der ikke desto mindre har etos i rigt mål. Synes jeg – og ka li det. Professor Elbow fortæller om sin egen besværede vej ind i skriveprocessen som ung studerende på universitetet, ikke mindst om indsigten “make a mess”, der står i skarp kontrast til idealet om det skarpe fokus og den klare disposition før skrivningen går i gang.
Hvad synes I om dem?
Brugerservice kommer her:
1. del af statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale 2011
2. del af statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale 2011
Og nu vi er i gang, må jeg præsentere Lange Grethe:
Dronningens nytårstale 2011
Hvordan kan retorisk kritik gøre os klogere på menneskers selvforståelse og deraf følgende handlemåder og handlemuligheder? Hør et bud fra lektor Dana Anderson, University of Indiana at Bloomington, der har forsket i, hvordan selvbiografiske fortællinger om omvendelser – religiøse, kønsmæssige og politiske – bliver brugt i persuasivt øjemed.
Anderson holder foredrag onsdag formiddag – d. 15. december 2010 – på Københavns Universitet Amager under overskriften:
PLACES OF PERSONHOOD: IDENTITY AND AGENCY IN RHETORICAL CRITICISM
Alle er velkomne. Klik her for flere detaljer om arrangementet.
Julian Assange har meldt sig hos politiet i England og er blevet arresteret. Han var efterlyst pga. mulige seksuelle forbrydelser, ikke for sit arbejde med WikiLeaks, men som der står i dette åbne brev til den australske premierminister Julia Gillard kan man godt være bekymret for, hvordan han vil blive behandlet:
We note with concern the increasingly violent rhetoric directed towards Julian Assange of WikiLeaks.
“We should treat Mr Assange the same way as other high-value terrorist targets: Kill him,” writes conservative columnist Jeffrey T Kuhner in the Washington Times.
“Why isn’t Julian Assange dead?” writes the prominent US pundit Jonah Goldberg.
“The CIA should have already killed Julian Assange,” says John Hawkins on the Right Wing Newssite.
In that context, we now have grave concerns for Mr Assange’s wellbeing.
Denne “increasingly violent rhetoric” bliver på hårrejsende eklatant facon overtaget og normaliseret af Ulrik Høy, der i denne uges udgave af Weekendavisen skriver en klumme under den i øvrigt sprogligt lidt pudsige overskrift “WikiLeaks skal jages som Bin Laden”.
Høy viser åbenlys mangel på interesse og indsigt i sagen, dels ved artiklen igennem at kalde Julian Assange for Julian Allonge, dels ved at understrege, at den amerikanske stat er i sin gode ret til at betragte hans aktiviteter som landsforrædderi (selvom Assange jo altså er australier).
Efter således at have undergravet sin taleposition som kommentator, understreger og legitimerer Høy den barnligt forurettede tone ved selv at bruge den og sige ligeud, at det er helt ok at være primitiv og opfordre til voldelig forfølgelse, når patriotiske følelser er blevet såret. Han slår således fast som sidste punchline på sin klumme:
Sarah Palin synes, de formastelige skal forfølges til verdens ende. Hørt, hørt. Så primitivt, patriotisk og loyalt skal det også være. Nemlig.
Jeg synes virkelig, det er uhyggeligt upassende, og at Høys reaktion bekræfter, at det åbne brev ovenfor er uhyggeligt vigtigt.
Nadja har engang i artiklen Smagen af modermælk og modersmål rendyrket allusionen som stiltræk en hel artikel igennem; teksten er således tætpakket med referencer til den danske sangskat, der skal vække og pirre – hos læsere in the know – den nationalfølelse, som netop er emnet for hendes artikel.
En britisk politibetjent har ifølge Information i dag åbenbart lavet en lignende stiløvelse i et vidneudsagn: Han har alluderet til den ene popsang efter den anden – men ingen vil gøre sig sig kloge på den retoriske funktion. Det ligner lidt en selskabsleg, en udfordring fra kammerater a la “du får 500 kr, hvis du kan få indflettet ordene ‘høtyv’, ‘elg’ og ‘råkostmaskine’ i din translokationstale”, men betjentens intention er simpelthen dunkel: er han useriøs? kynisk? eller er han aktivist? (troper han?!) Og kan hans vidneudsagn overhovedet gælde for alvor, når han gør sådan noget?! Foreløbig er han i al fald suspenderet fra tjenesten.
Retorikprofessor Robert Ivie holdt i går, den 2. november 2010, en forelæsning om “Militarism, Democracy, and Barack Obama’s Rhetoric of Partnership” på Københavns Universitet. I sin tankevækkende forelæsning anvendte professor Ivie verbet “at trope” for den handling, det er at bruge sproget til at dreje eller sno den dominerende offentlige kultur i nye retninger.
Det fik mig til at tænke på en af mine yndlingsstriber med Steen og Stoffer:
Steens pointe rammer både Ivie’s innovative “verbing” af navneordet trope, og den aktivitet som “at trope” betegner. Det er ved at gøre sproget mærkeligt, forskelligt fra vores forudindtagede positioner at forandringen bliver mulig.
Stoffers pointe om, at det kan gøre sproget ufortsåeligt, er Ivie opmærksom på. I sin forelæsning understregede han, at det nye skal være velkendt, at forandring må tage udgangspunkt i publikums øjeblikkelige position. Ivies hovedeksempel var, hvordan Barack Obama anvender metaforen “partnerskab” om USA’s udenrigspolitik – her er potentielt tale om et radikalt brud med den eksisterende militaristiske politik – og politiske kultur. Obama gør imidlertid metaforen forståelig ved at sætte den ind i en kontekst af alment accepterede antagelser (koinoi topoi) som fx “mennesker er ikke fejlfrie”, “to kan løfte mere end en”, “hvis noget er en fordel, hvorfor så afvise det” og mere i den dur. Dermed gør Obama ideen om partnerskab mere genkendelig – og mindre radikal – samtidig med at potentialet for forandring bevares.
Og at der er behov for forandring blev mere end tydeligt, da Ivie til sidst i forelæsningen viste et par videoclip til illustration af i hvor høj grad militarismen gennemsyrer den amerikanske (populær)kultur. Tænk at George W. Bush faktisk findes som action figur – som G. I. George:
What’s in a name, spurgte katrine på et tidspunkt, og sjust nævnte økonom og retorisk kritiker m.m. McCloskey, for hvem det i hvert fald har været en vild udfordring i moden alder at ændre sit fornavn fra Donald til Deidre.
Min overskrift er hentet fra det indlæg i Western Journal of Economy, hvor forhenværende Donald McCloskey – under den fantastiske overskrift “Some News That at Least Won’t Bore You” – orienterede sine kolleger om sin beslutning om at skifte både navn og køn.
I en analyse af McCloskeys memoirer påpeger Dana Anderson, hvordan McCloskey fremstiller dette skift som enkelt – trods den umådelige masse af besvær, det medfører. Enkelt, fordi det grundlæggende handler om identitet og hverken om etos, persona eller handlekraft, signalværdier, deliberative idealer eller positionering. Dana Anderson skriver om det under overskriften ”Identity Beyond Agency.”
I sin bog beskriver McCloskey alle andre beslutninger i sit liv og sin dagligdag som præget af netop rationelle overvejelser, altid underlagt økonomens og retorikerens synsvinkel. Men denne tilgang stopper dér, hvor hun bliver klar over, at hun er og skal være kvinde. Det skildres som en åbenbaring, en afklarende indsigt, og IKKE nogen afvejning af, om det i hendes givne professionelle og personlige situation mon er mest hensigtsmæssigt at være
a) som hidtil: maskulin og hårdkogt økonom, ægtemand og familiefar, der går i kvindetøj i det skjulte, eller
b) som nu: fuldtids- og fuldt opereret transseksuel på vej mod de 60, fraskilt, statustaber i næsten enhver henseende, men altså alligevel entydigt en vinder i forhold til sin egen identitetsfølelse.
Analysen giver et godt eksempel på en kerneidentitets-retorik, hvor skribenten simpelthen argumenterer eller snarere undlader at argumentere ved at henvise til, ja, en selvfølge, en åbenbaring, en afgørende rigtig mavefornemmelse.
Det er sjældent holdbart, konstruktivt eller overbevisende at ophæve en sag til at ligge hinsides diskussion og argumentation. Men det er det alligevel her, fordi undtagelsen bekræfter McCloskeys egen gyldne regel, som hun under sit besøg på Copenhagen Business School sidste år gentog på det indstændigste, nemlig at der her i verden kun findes den sandhed at stå fast på, som vi finder frem til i fællesskab:
”It’s rhetoric, rhetoric, rhetoric, all the way down!”
sagde hun – med reference til skildpadden, der står ovenpå en anden skildpadde, som står ovenpå en anden skildpadde, som, ja, faktisk er det skildpadder hele vejen ned. I McCloskeys version af fortællingen var dog skildpadderne blevet til indiske elefanter.
christinei
christine i
Katrine
Nadja
sjust
Taletank 
Nye kommentarer