Taletank

Ja, nu sidder jeg så her, uret på skærmen viser 1:09, nej vent, 1:10. Og det er om natten, mind you. Men det er ok, for jeg er ok med den (lille) artikel jeg lige har skrevet færdig, og så drikker jeg i øvrigt ouzo med is fra mit nye Ikea-køleskab. Den er fjong.

Som I nok har gættet, er jeg lidt plimmelim. Utroligt hvad lidt stress og en sjat alkohol kan gøre.

Hvorom alting er. Ouzo. Jeg har købt den på Cypern, når vi nu snakker ferie. Jeg er meget glad for den, den har en utrolig flot turkisfarvet etiket med en hvid måge på (og i øvrigt var det en fantastisk ferie, min første pakkerejse, med min topdollar-veninde, før jeg fik barn, vi lejede en firhjulstrækker og for vild i bjergene, det var ret hairy, der var meget mudder, og det var vældigt). Nåmmen. Nu sidder jeg så her midt om natten og drikker ouzo med is og vand, ikke fordi det er mørkt, men fordi det på en måde er sommer.

Min kæreste hader den flaske ouzo (han var ikke med på Cypern) og har flere gange forsøgt at smide den ud. Niksenbiksen. Så er det, lige her mens det er mørkest i juli måned, at jeg kommer til at tænke på hvordan det mon kan være at det er så kikset med Ouzo og meget finere at drikke Pastis. For det er det bare. Pastis er fransk og o-la-laa. Men alllsså. Nu er jeg desværre ad åre blevet lidt bedre til at skelne dårlig vin fra god vin (det er dyrt, for fan). Men ouzo og pastis? Det kan godt være at jeg trænger til en blindtest, og med lidt held vil denne blog blive oversvømmet af rasende kommentarer. Men jeg kan altså ikke. Smage forskel altså.

Men ouzo er kikset og lugter af charterferier, krebserøde englændere (åh, jeg elsker dem, men det er en anden historie) og friturestegte calamare, eller hvadenuhedder. Mens pastis, det er lissom Nice. Og Paris.

Hvorfor er grækerne kiksede og franskmændene sådan lidt nonchalant intellektuelle og baskerhueagtige? Hvad er det for noget med nationale brands uden at de overhovedet skal pukle for det? Jeg holder med grækerne, gør jeg.  Hvem vandt egentlig EM?

I morgen rejser min lille familie og jeg til Marokko. Min søn skal møde sin fars familie, og jeg skal mæske mig i svigermors grillede sardiner og auberginepuré, sådan som jeg gerne gør det hver sommer. Der er visse ulemper ved at rejse til Marokko i sommermånederne (varmen for eksempel), men det har nu også sin charme. Blandt andet får man mulighed for at overvære den årlige tronfest, der fejres den 30. juli, og ikke mindst forberedelserne til den. Op til den store begivenhed er der en vældig aktivitet langs alle indfaldsvejene til hovedstaden Rabat, hvor kongens palads udgør den nationale højtids natulige centrum. Græsplaner klippes, fortovskanter males, marokkanske flag og portrætter af kong Mohammed VI sættes op. Alt i alt er der tale om et godt eksempel på det Robert Hariman i den tankevækkende og velskrevne bog Political Style: The Artistry of Power (1995) betegner hofstilen (the courtly style).

Hariman identificerer hofstilen via en analyse af den polske journalist Ryszard Kapuscinskis værk om den etiopiske kejser Haile Selassie. Kapuscinski - og med ham Hariman - indfanger rammende (s)tilstanden ved det etopiske hof i historien om tisselakajen (the pee lackey), der havde til opgave at tørre op, når kejserens hund tissede på hofmændenes sko - den uheldige, der fik fugtet tæerne, måtte absolut ikke lade sig mærke med noget. På baggrund af analysen konkluderer Hariman, at hofstilen har tre centrale træk: “the courtly style is centered on the body of the sovereign, displaces speech with gesture, and culminates in immobility” (p. 4).

I Mohammed VI’s palads gemmer der sig næppe en tisselakaj, men forberedelserne til tronfesten halter ikke meget efter den pomp og pragt, der omgav Haile Selassie ved hans hof. Den marokkanske konge udtrykker ellers en stor reformivrighed, hvilket står i kontrast til den fortsatte brug af hofstilen med dens indbyggede konservatisme.  Jeg håber derfor, at hofstilen kun for alvor luftes i forbindelse med tronfesten, og ikke også er så dominerende resten af året, at det marokkanske samfund størkner helt.

DRs middagsradioavis bragte forleden den nyhed fra New York, at en gadefejemaskine ved et uheld havde slugt en lille hund ved navn Ginger (der ellers faktisk var i snor og det hele). Og jeg kom til at tænke højt i dag: Hvorfor er det nu lige, at vi skal høre den historie? Og, ja, selvfølgelig: historien er en klassiker, en prototype med eget nyhedskriterium.

Når man træder ud af universitetet og ind i erhvervslivet (forstået i skrivende stund som det at arbejde i produktorienterede organisationer hvor målet er konkrete målbare resultater og økonomisk rentable processer i modsætning til …?, men den overvejelse er værd et indlæg ved lejlighed) møder man også en ny genre med et helt nyt sprog. Jeg taler naturligvis om UI, Udviklingsindustrien.

Man kan med et snuptag inddele genren i to subgenrer: UDS og UDA. Udvikl Dig Selv og Udvikl Andre.

I denne omgang skal vi beskæftige os med UDS. (Og jeg skal indlede med en apologi: Jeg er en sucker efter både UDS og UDA. Men guderne skal vide at der er behov for at kaste lidt mudder efter de højglanspolerede koncepter).

Grundlaget for UDS er at problematiske situationer skal løses ved at individet forandrer sin selvforståelse og sine handlinger - sin måde at være i verden på. Hvis du er stresset, skal du på stresskursus eller tidsstyringsworkshop. På en af mine tidligere arbejdspladser ansøgte en ensom kvindelig sekretær, den eneste admistrative medarbejder i en dårligt fungerende afdeling fuld af teknikmænd, om at komme på et kursus i NLP Selvledelse, et eksempel på “problemet er mit eget” så stærkt at jeg stadig får helt ondt i maven over at tænke på det.

Hvis du savner arbejdsglæde, skal du tage et personligt valg om dit arbejde, et synspunkt som den selvbestaltede Chief Happiness Officer Alexander Kjerulf udmærket slår på tromme for. Og det lyder da også fint og fornuftigt. På Alexanders hjemmeside kan man for eksempel læse om et nyligt afholdt ‘gig’ med titlen Personlig Innovation - Forny Dig Selv.

Her kommer vi til sagens kerne. Versalerne. Selv de mest lødige og fagligt velfunderede udviklingsmetoder bliver udstyret med store bogstaver. Mindful Living, der er en form for meditation baseret på opmærksomhed udviklet af en amerikansk læge ved University of Massachusetts Medical Centre, Jon Kabat-Zinn, er et fantastisk eksempel. Kliniske studier viser at Mindful Living som metode er stressreducerende, og der er indikation på at den relativt simple og værktøjsagtige meditationsform kan have fysiologiske virkninger, blandt andet styrkelse af immunforsvaret.

At begynde hvert ord i en metode (eller en overskrift) med stort er naturligvis en anglicisme, eller rettere, en amerikanisme. Såddangørmanbarederovre. Forny Dig Selv. Som indædt skandinav må jeg bare sige: La vær!

Hvorfor? Fordi Forny Dig Selv ikke efterlader muligheden for at man bare kunne forny sig selv en lille smule eller en lille smule selvstændigt. Vi taler med store bogstaver her, makker, hvis ikke du lytter, er du tydeligvis både dum og ikke interesseret i at Forny Dig Selv. Mindful Living - vær med eller du kan lisså godt lægge dig ned og dø. Der er Living og living, og vi ved godt hvad der er det bedste.

Versalerne er hypernormative. Versalvarianterne af UDS-metoderne bliver ophøjet til idiotsikre brugsanvisninger uden tvivl og blottelse. Start ved trin 1, og så skal du bare se løjer. Det er ikke bare at love for meget, det er også at gøre folk til kvæg, hvilket (glem ikke at jeg er glad kunde i biksen) sjældent er intentionen.

En interessant skandinavisk variant er Positiv psykologi. Her er vi nede på kun en versal. Sara Zobel Kølpin (som jeg senest så træffe et voldsomt svært valg mellem stribet og mønstret sofabetræk til en dillion kroner per meter i et TV 2-program De Rige og Kendtes Fucking Livsstilsboliger, eller hed det noget andet?) har fornylig udgivet en bog med titlen Lev dig lykkelig - med positiv psykologi. Gudsketak og lov for Gyldendal. Her har man agtværdigvis ordentlige standarder og korrekturlæsere, så Kølpin er sluppet lidt heldigere ud af versalfælden.

Forklaringen er naturligvis alliterationen. Som i Mindful Living er Positiv psykologi amerikansk, udviklet af “den amerikanske psykologiprofessor, ph.d. Martin Seligman,” som det hedder på hjemmesiden for  Lykkeklinikken (jo!). Kølpin og kumpaner kan læne sig op af alliterationens evne til at sammenknytte to neutrale begreber til en betydningstung helhed. Versaler ikke nødvendige: Vi forstår. (I øvrigt kan ikke alle modstå fristelsen for de store bogstaver, se fx BT’s artikel om Kølpin som linket ovenfor fører til).

Indholdet i UDS’ernes Store Sandheder er som regel konstruktivt og brugbart på det personlige plan (det organisatoriske tager vi senere), også når det er med til at betale for milanesisk livsstilssofabetræk i liebhaverboliger. Men formen - adr.

Hænderne op foran ansigtet og et ærgerligt udbrud: “Åh nej, ikke nu igen!” Det har nok været de fleste af EU’s regeringslederes første reaktion, da de modtog resultatet af den irske afstemning om Lissabontraktaten. Det irske nej kaster EU ud i endnu en krise, hvor det politiske råderum er meget begrænset, og hvor det retoriske handlerum er tilsvarende snævert samtidig med, at en retorisk legitimering af den politiske kurs, man beslutter sig for, er alt afgørende for EU’s fremtid.

Der er tre overordnede handlemuligheder:

1) Drop reformerne og lev med den nuværende Nice Traktat. Denne løsning er på sin vis den politisk nemmeste, men den er vanskelig at argumentere for, fordi politikerne lige siden Nice Traktaten blev vedtaget i december 2000 har brugt mange kræfter på at vise, at denne traktat er helt utilstrækkelig og må reformeres hurtigst muligt. Det vil kræve omfattende retoriske manøvrer at forklare, hvorfor Nice Traktaten nu alligevel er god nok.

2) Kør videre med godkendelsen og implementeringen af Lissabon Traktaten og lad irerne finde en løsning på deres nej. Dette er nok den løsning, mange proeuropæiske politikere vil finde mest tillokkende, men den besværliggøres af, at franskmændenes og hollændernes nej til Forfatningstraktaten i 2005 blev gjort til hele EU’s problem. Hvorfor skulle det være anderledes nu, hvor det er irerne, der har stemt nej? Hvis man vil forfægte denne løsning, er man nødt til at finde et rigtigt godt svar på dette spørgsmål.

3) Start hele reformprocessen forfra og skab en proces, der involverer EU-borgerne og resulterer i en traktat, som har borgernes opbakning. Dette er den mest ambitiøse og omfattende løsning, men den har det handicap, at allerede Forfatningstraktaten og dens udvandede aflægger Lissabon Traktaten skulle være kulminationen på en sådan proces. Man er altså oppe imod en vis reformtræthed i det politiske system (og måske også hos borgerne, selvom de ikke har været særligt involverede), og man vil være nødt til at mobilisere hidtil ukendte retoriske ressourcer, hvis det denne gang skal lykkes at skabe en offentlig debat om EU, der involverer borgerne i en sådan grad og er så konstruktiv, at den kan danne grundlag for en populær traktat (for slet ikke at tale om, hvor vanskeligt det vil blive at komme op med noget radikalt anderledes). Det vil være glædeligt, om det kan lykkes at skabe det nødvendige folkelige engagement, men jeg tvivler på, at der er politisk vilje og retorisk kapacitet til at gå denne vej - risikoen for endnu en fiasko er alt for stor, og det vil være alt for ødelæggende for EU, hvis der ikke findes en holdbar løsning denne gang.

Det irske nej har i sandhed kastet EU ud i endnu en interessant og risikofyldt politisk og retorisk situation.

- hos Starbucks, Seattle.

Jeg sidder i disse dage og forsøger at skrive min adjunktopgave (hvilket ikke er helt nemt, når det skal foregå i de korte perioder på 45 minutter, min søn for tiden synes at mene er en lang lur, eller om aftenen, når han omsider sover, og jeg er riiimeligt træt). Opgaven skal handle om “Rationalitet og retorik,” et undervisningsforløb for studerende på 1. semester af HA-uddannelsen i filosofi og økonomi (FLØK) på CBS, hvor jeg har stået for retorikdelen. Jeg har gennemført retorikforløbet to gange (i efterårssemestrene 2006 og 2007) - den ene gang i tæt samarbejde med en filosof (så rationalitet og retorik hele tiden spillede med og mod hinanden), den anden gang uafhængigt af den underviser, der tog sig af rationalitetsdelen (så det blev min opgave - alene - at forsøge at skabe en sammenhæng mellem rationalitet og retorik).

Den grundlæggende ide med ”Rationalitet og retorik” var “at lære de studerende at bruge skriften til at organisere tanken” (Fagbeskrivelse 2006). Forløbet - i hvert fald retorikdelen af det - var først og fremmest et praktisk skrivekursus: de studerende fik til opgave at finde et “påtrængende problem” - dvs. “en ufuldkommenhed, der presser sig på” (jf. Bitzer 1968, dansk oversættelse 1997) - på en kulturinstitution (i 2006 drejede det sig om Glyptoteket, mens Statens Museum for Kunst var casen i 2007). I en række skriveøvelser skulle de studerende derefter arbejde med problemet via forskellige retoriske teknikker, der bidrager til at skabe et passende svar (fitting response) og således kan afhjælpe det påtrængende problem. I en øvelse var der fx fokus på modtager og på, hvordan man addresserer denne på passende vis, i en anden øvelse koncentrerede de studerende sig om den sproglige udformning og de stilistiske virkemidler, man kan iklæde sagsfremstillingen, og i en tredje øvelse rettedes opmærksomheden mod afsenders selvfremstilling. Selvom der ikke blev arbejdet ud fra de klassiske retoriske forarbejdningsfaserer, havde øvelserne et processuelt præg; det var arbejdet med teksterne snarere end resultatet, der var i fokus. De studerendes skrivearbejde var desuden kollaborativt, idet alle tekster blev skrevet i grupper. 

Alt i alt kan man sige, at ”Rationalitet og retorik” var en slags manual for Taletank-skribenter: find en retorisk problemstilling og undersøg i samarbejde med andre problemets forskellige dimensioner og mulige løsninger. Det lyder - i hvert fald i mine øren - vældigt besnærende, MEN hvordan underviser man egentlig i det? En ting er, at det står klart, hvad de studerende skal lære, men hvordan lærer man dem det? Af ressourcemæssige årsager blev en stor del af “Rationalitet og retorik” afviklet som storholdsforelæsninger (ca. 90 studerende), hvor de forskellige begreber og teknikker, som de studerende skulle bruge i de praktiske øvelser, blev præsenteret. Forelæsningerne i sig selv kunne naturligvis ikke lære de studerende at skrive; den kompetence kan kun opnås ved, at man skriver og skriver og… Derfor var de praktiske skriveøvelser helt afgørende for realiserinen af målsætningen med “Rationalitet og retorik.”

Spørgsmålet er så, om forelæsningerne overhovedet havde nogen funktion; hvis man lærer at skrive ved at skrive (we learn to do by doing), betyder det så, at dem, der i forvejen var gode til at skrive, fik pudset lidt på deres eksisterende kunnen, mens dem der ikke kunne skrive (altså i den kvalitative forstand; der var trods alt ingen analfabeter på holdet, selvom det ind i mellem føltes sådan) ikke blev ret meget bedre til det undervejs? Hvad bidrager begrebspræsentationer og eksemplificeringer med, hvis de studerende først lærer at bruge begreberne ved at bruge dem?

Det lette svar er selvfølgelig, at hvis de studerende ikke kender analytiske begreber, formidlingsmæssige teknikker og de andre gode sager, der blev præsenteret på forelæsningerne, så kan de slet ikke bruge dem. Problemet er dog stadig, at det kendskab, som forelæsningerne kan give, ikke nødvendigvis bringer de studerende spor nærmere den praktiske kompetence, der var forløbets egentlige målsætning. Nogle vil nok opleve at få sat ord på praksisser, de allerede har, mens ordene for andre vil være tomme - der er ikke i sig selv noget i de retoriske begreber, der indikerer, hvordan man tilegner sig de færdigheder, som begreberne henviser til. Hvad skal man som underviser gøre i den situation: give op og råbe “ansvar for egen læring,” ændre læringsmålene til noget, der faktisk kan undervises i (som fx begrebsgenkendelse og -definition), kræve andre undervisningsformer (og i så fald hvilke) eller noget helt fjerde? 

Efter en uge i USA med fjernsyn på værelset kører foruden bizarre reklamer især for medicin og forsikringer en række dialoger i loop i hovedet på mig: Nyhedsværter, der gyser eller fniser sammen over nyhedshistorier om car jackings, om trafiksituationen i Seattle-området, om sager vedrørende Indiana Jones eller Sex and the City eller om en familie, der kan mønstre fire generationer af Eagle Scouts og derfor får den ære at møde præsident Bush.

Jeg har ikke tv hjemme og er derfor på én gang ekstra fjendtlig og ekstra modtagelig for impulserne. I hvert fald kan jeg ikke få de spredte oplysninger, henvendelser og stemninger ud af kroppen igen, og jeg hader det virkelig. Fjernsyn føles ikke spor harmløst, når man ikke er vant til at se det. Det lukker op for distraherende rituelle samtaler, som er alt for lette at føre videre. Både på stedet og siden jeg kom hjem igen, har jeg hørt mig selv fortælle om både medicin- og forsikringsreklamerne og om nyhedsindslagenes car jackings, trafikmeldinger og fire generationer af Eagle Scouts, der skulle hilse på præsidenten. Efter yderligere et par uger ville min småironiske/undrende tone formentlig lige så stille være fordampet.

Og nu stritter jeg så imod ved at harcelere og generalisere i stedet. Møgfjernsyn. De konkrete detaljer, der kunne have skabt nærvær i de forskellige indslag, har i stedet hobet sig op til en kritik, der er lige præcis så ukonkret og tam som 25 år gamle slangudtryk a la ‘flimmeren’ og ‘tossekassen’. Vi beklager.

I mit nye arbejdssøgende liv, hvor jeg ganske vist stadig har begrænset erfaring, men efterhånden dog nogen, har jeg især lært en lektie. Jeg tror at den skal vise sig at blive afgørende. Retorisk børnelærdom: Kend din modtager.

Jeg vil gerne dele af min visdom, så her er det. Ring. Ring til dem for faen. Det fungerer sådan her:

1) Du ser et jobopslag

2) Du tænker: Det lyder sgudda meget godt, plus minus. Gad vide hvad der ligger i “noget administrativt arbejde” eller “du kan lide at ikke to dage er ens”. Eller du tænker: Spændende, gid jeg både var kommunikationsuddannet og havde tre-fem års erfaring inden for arbejdsret + en coach-certificering… Eller du tænker: MEGAMEGAMEGAFEDT job, og jeg er topkvalificeret, hvor heldig kan man være, højreben læg an!

3) Du ringer og spørger til jobbet. Uanset hvad. Jeg mener det virkelig. Uanset om så du absolut ingen spørgsmål har, eller tænker at du har fået det hele serveret. Så ringer du. Nej, så finder du for sevans på nogen. Og så ringer du.

Her er hvorfor. Det betyder alverden at have mødt din modtager, om det så bare er i telefonen. Du får mulighed for at høre om de er hyggelige eller formelle, tjekkede, stressede, lydhøre. Du kan, hvis du er heldig, få en fornemmelse af motivationen bag opslaget - har de almindelig travlt, er der uro i geledderne, er der tale om ’skæve’ opgaver der er bunket sammen?

Tre eksempler til illustration:

Jeg ringede en gang på samme dag som den afgående medarbejder (efter 12 år i virksomheden) holdt afskedsreception, tre uger før ansøgningsfristen. Så ved man at de nok gerne vil ansætte en ny så hurtigt som muligt. Og at de måske ikke er så gode til at komme i gang i tide, men at de sikkert vil presse en ansøger for en startdato. Det holdt stik.

Jeg ringede til en anden organisation og fik at vide at der var tale om fire ret forskellige opgaver som “vi gerne vil gøre noget ved, men vi ikke rigtig ved hvordan vi skal gå angribe”. Karakteristisk nok mente de selv at de kunne bruge både en samfer, en kommunikationsuddannet eller måske en kaospilot! Man kunne læse: Rodebunke og wishful thinking. Man kunne også læse åbenhed og fordomsfrihed. Begge dele var tilfældet.

Og jeg talte en gang med en chef som brugte ordet “koncept” mindst fem gange i løbet af 20 minutters samtale. Det stod ingen steder i opslaget. Tror I jeg omtalte min stærke konceptuelle tilgang i ansøgningen?

Alle tre eksempler var rigtig gode organisationer og rigtig gode jobs. Og jeg fik et hav af oplysninger ved at tage snakken med dem. Og så havde jeg selvfølgelig spørgsmål at stille. Hvem skal jeg arbejde sammen med? Hvad betyder “midt i en rivende udvikling”? Hvad er prioriteringen af de nævnte tre/fire/fjorten opgaver? Administration - hvad og ikke mindst hvor meget? 20%? 40%? Kan du sige noget mere om…? (Jeg har nogle guldspørgsmål jeg altid stiller, dem kan I få et andet sted eller ved en anden lejlighed…)

Men det er interessant hvorfor det er så stor en overvindelse at lave det der opkald, for det er det virkelig. Jeg tror at det har noget at gøre med afsenderrollen. En jobansøgning er ganske vist den ultimative persuasive tekst, her skal der saftsuseme sælges igennem. Men man skal kommunikere med en modtager der modtager måske over 100 ensartede tekster hvoraf kun en brøkdel slipper igennem. Magtfordelingen er - i udgangspunktet i hvert fald, og i hvert fald set fra ansøgerens side - skæv til fordel for modtager. Vi har noget du gerne vil have. Som ansøger forestiller man sig at man er til samtale når man ringer.

Men det er man ikke. (Heller ikke selv om de måske skriver dit navn ned. Du gjorde garanteret et rigtig godt indtryk, og hvis ikke, pyt!) Man er en retorisk researcher. Man indsamler viden om hvem det er man nu skal tale til og med. Hvad synes de er vigtigt, og hvordan er jobbet skruet sammen. Og man lærer dem lidt at kende. Det er ikke small talk, men det kunne det godt være. Vi snakker bare lidt og fornemmer hvem hinanden er.

Og så er der naturligvis den praktiske og meget vigtige overvejelse: Skal du overhovedet søge jobbet? Der er ingen grund til at bruge tid på at skrive lækre ansøgninger til stillinger du ikke er interesseret i. Det er dyrebar tid der kunne være blevet brugt på en fantastisk ansøgning til dem du allerhelst vil arbejde for.

Jobansøgningens hellige regel nr. 1: Kend din måske kommende arbejdsgiver. Fint nok at researche lidt på nettet eller læse i Børsen eller spørge i netværket. Men kend dem rigtigt. Tal med dem.

Jeg er arbejdssøgende for tiden. Der er masser af gode jobs derude og jeg leder lykkeligt efter den næste, bedste stilling til mig. Men jeg er altså kommet i kategorien professionel jobsøgende. Det er en status med mange forskellige retoriske implikationer.

Jeg er kommet ind i dagpengesystemet, ikke mindst. Efter mange års bidrag til a-kassen føler jeg mig i den grad berettiget til mine forventede få måneders udbetalinger så jeg kan betale husleje og fylde køleskabet mens jeg finder det job hvor jeg igen kan være med til at bidrage til bruttonationalproduktet. Og jeg får dem da også. Men ikke uden at blive viklet ind i et hav af godkendelsesprocedurer, fx udfyldelsen af blanket A251 ledighedserklæring, AR 259 supplerende oplysningsskema og nu en erklæring om sygdom for at få sygedagpenge (jeg blev snotramt på et uheldigt tidspunkt), og den her, som gemmer sig i brevet om indkaldelsen til det obligatoriske tre-timers møde i a-kassen hvor jeg bliver orienteret om min ret og pligt: “[A-kassen] skal efter gældende regler godkende dit CV på www.jobnet.dk inden én måned fra din tilmelding.” 

Det fungerer sådan her: Jeg er forpligtet til at lægge en elektronisk version af mit CV ud på jobnet. Jobnet er en online service hvor virksomhederne kan gå ind og finde deres nye medarbejdere blandt Danmarks ledige, og her er et et CV selvfølgelig en fin ting. I princippet helt fint, og det gør jeg da gerne. Hvilket jeg også sagde til den flinke mand ved skranken i a-kassen. Hvortil han svarede: Ja, men det er spild af din tid, for der er alligevel ingen arbejdsgivere der kigger på det.

Allraaaajt. Okaaaayy. Tænker jeg da jeg kommer ned på gaden. Andre ville nok have skreget hvad fanden??!! Op i hovedet på flinke Leif.

Sagen er den at a-kassen befinder sig i den uheldige position at de skal forvalte en lovgivning som de fleste af os, hvis vi kendte den i detaljer (og mange af os uden at kende den i detaljer) ville føle os dårligt tilpas ved. Retorisk set er det interessant fordi de (min a-kasse i hvertfald) tydeligvis befinder sig i den rolle som en puddel i en latexdragt - de vrider og snor sig og snapper for at komme ud. Af og til holder det lille krøllede dyr en pause i sine rasende anstrengelser og kigger bedende op på dig med våde brune øjne som for at sige, jeg er slet ikke sådan her i virkeligheden.

Det giver sig udslag i skriftlige formuleringer som at a-kassen på mødet vil “rådgive og vejlede dig om de regler du skal kende til som ledig, samt vurdere din rådighed for arbejdsmarkedet”, skarpt efterfulgt af ”I [a-kassen] er vi glade for (…) at møde dig og give dig inspiration og støtte i din jobsøgning.” Bjæf-bjæf, puddel vil ud, latex niver og strammer, bjæf-bjæf-piv-hvin-bedende øjne. 

Min politiske orientering, er jeg efterhånden blevet klar over, er opstået på samme måde som de fleste danskere er kulturkristne. Temmelig lorne over for genopstandelsen og alt det, men med de grundlæggende kristne værdier solidt indlejret i deres selv- og verdensforståelse. Jeg er kultur-socialdemokrat, selv om jeg som regel stemmer noget andet. Ret og pligt klinger smukt i mine øren. Men i den version af ret og pligt som a-kassen er sat til at forvalte, er retten noget jeg skal være grænseløst taknemlig for, og pligten noget jeg forventes at ville skulke fra hvis ikke jeg bliver holdt i stram snor med kvælerhalsbånd. Jeg har ikke ret til at arbejde, men pligt til det. Jeg har ikke ret til at få inspiration, men pligt til det. Jeg er den savlende pitbull som går amok hvis ikke systemet holder mig nede.

Der er ingen af os der kan lide at være her. Pudlen vil bare ud af den hæslige dragt, og jeg er mere end almindelig irriteret at være castet som hund.