Katrine foretager en kovending

Jeg kan næsten ikke få mig selv til at sige det, for jeg ved at jeg svigter en af mine medredaktører ved at forråde undergrundsbevægelsen Arge Modstandere af Facebook. Menallsså: Jeg er kommet på Facebook, hvilket om ikke andet beviser min super ucoolhed, for der er i hvert fald ikke noget tjekket over at oprette en Facebook-profil henimod slutningen af 2009. Nuvel. Jeg bor også på vestegnen og arbejder i en midtsjællandsk kommune.

 

Men. Hvordan er det så at gøre sin entré derinde? Når nu følelsen af selvfedhed og selvfølgelighed (“jeg er da på Facebook – er alle ikke det?”) ikke har været blandt motivationsfaktorerne, men derimod følelsen af at det jo faktisk KUNNE være en måde at tage sig lidt bedre af sine gode venner på midt i et travlt liv hvor det sjældent bliver til mange kaffevisitter og rødvinsaftener, men hver dag til et par timer foran skærmen. Hvordan føles Facebook så? For mig? Det skal jeg sige jer:

 

• En kakofoni af stemmer. Helt uden iboende logik hvis ikke man overgiver sig til de sociale netværks tilfældigheder. Det er som en gigantisk fest med mange værter og et deraf følgende helt skørt rendsammen af gæstter, sådan en af de fester hvor man kun kan holde ud at være der hvis man drikker et glas champagne for meget og kaster sig ud i den fælles pludren. Det er en betingelse for deltagelse at man accepterer hver besked og kommentar på dens egne præmisser. Sjovt billede, hård dag med den fire-årige, spændende invitation til debat, lækker opskrift, sagde han virkelig det? Og ligesom til den store fest er snakken øredøvende, energigivende, afsindig trættende og potentielt overfladisk og helt uforpligtende. Man kan gå til og fra, være til stede for alvor eller uden at investere en skid.
• En skrivecentral. Kortformens legeplads. Dogmeteksten over dem alle: Statusopdateringen der altid begynder med mit eget navn ud fra præmissen at hvad individet har at sige per definition er læseværdigt og både kan og bør deles med andre. Det er ikke en præmis jeg holder særligt meget af, men som skrivemenneske er jeg stærkt fascineret af den flydende overgang mellem det mundtlige og det skriftlige som Facebook i den grad perfektionerer. Small talk bliver til small writing. Vi udtrykker vores liv på skrift, legende og uforpligtende. Selviscenesættende, men honey, hvem er ikke det nu om dage? Vi skriver, det skal jeg love for.
• Det lille liv får lov at være noget i sig selv. I statusopdateringerne fra vennerne og de medfølgende kommentarer, der alle havner på min ‘væg’ kan jeg nærmest høre den der lette lyd af taster der klikker afsted, klikkelikkelik, ikkenogetstortikkenogetsmåthvordangårdetheldoglykkestakkelsdigjadeteretfedtnummergudvarduogsåtildenkoncertherskinnersolen. Det er uendelig småt og bliver herigennem af og til uendelig stort, med en allusion til Brandes’ analyse af Shakespeares sans for den konkrete detalje. Nu er Facebook så langt fra Shakespeare som vi kommer. Men i den fuldstændig overvældende mængde af tekst dukker af og til guldkorn op der får gåsehuden frem. Her er masser af skriveproces. Det er fint.
• Folk folk folk overalt. Er du først inde, kan du ikke længere gemme dig. Første rykind af venner er indlysende – de nærmeste, mest velkendte, privat og professionelt. Andet rykind er fuldstændig arbitrært og handler lige så meget om hvem der får øje på dig, som om hvem du selv leder efter. Det føles som om at Netværket, ikke defineret af dig selv, overtager styringen. Jeg forventer at tredje rykind bliver det spændende, der hvor jeg kommer langt ud i krogene, får fat i dem der vækker minder, provokerer mig, minder mig om hvem jeg også er. Eller også bliver det bare ligegyldigt. Vi får se.
• En stor åben plads. Den intime hygge med de bedste venner er skam hyggelig. Men den er sandelig ikke intim. Jeg ved ikke hvad det betyder endnu, kan bare konstatere.

Regn med en statusopdatering fra mig. På et tidspunkt.

“5 minutter med de kendte” – hvor fedt er det?

Jeg lærte to nye udtryk på boligmarkedsretorikkonferencen på CBS i tirsdags: credit crunch og cultural cringe. Det var Deirdre McCloskey, der talte om (og i øvrigt fordømte) cultural cringe, da hun fortalte en anekdote om en mand, der havde indledt en samtale med at sige: ”I am just a banker, but…”

Der er altså tale om en excusatio a la Nu er jeg jo ingen taler… Blot er den ophævet til at gælde ikke bare ens retoriske begavelse, men selve ens professionelle og/eller personlige profil.

Cultural cringe er, så vidt jeg forstår, et mindreværdskompleks, der kommer til udtryk, når man koket eller reelt påpeger sin egen relative mangelfuldhed ved selve det at være fx provinsbo, ikke-akademiker, sælger, younameit.

Og siden tirsdag har jeg lagt mærke til cringing i alle mulige sammenhænge. Senest i UgeAvisen Odense, hvor den faste side ”5 minutter med de kendte” springer i øjnene med en titel, der synes at sige: Vi-ved-det-godt!-I-er-kendte-og-vi-er-snarere-lidt-snollede. Både den kendte og læserne forsikres om, at journalisten kender sin plads i provinsen og kun ulejliger interviewpersonen for en kort bemærkning. Andet ville være upassende.

Umiddelbart syntes jeg, at denne ‘5 minutter’-titel var et hårrejsende eksempel på ufrugtbar provinsiel ydmyghed, som man – ikke mindst som journalist! – burde sætte sig ud over.

Men – nu kommer jeg jo selv fra Odense og har engang været med til at lave en voxpop-artikel til et stolt gymnasieblad, HIP, hvor vi spurgte de lokale lærere: ”Har du nogensinde mødt en kendt?”

Bemærk det der med ”nogensinde”, som ville have været en utænkelig formulering i en bare lidt større by. Men i Odense var det kulturelt og statistisk set velplaceret, hvilket viste sig ved, at alle adspurgte faktisk havde ét klart svar parat. Ingen havde en vifte af episoder at vælge imellem, men typisk simpelthen én, de meget gerne fortalte om:

’Ja! Jeg har engang mødt Allan Simonsen på herretoilettet på Storebæltsfærgen.’

Nu overvejer jeg, om ikke UgeAvisens ”5 minutter med de kendte” faktisk kan være udtryk for en stolt og nøje afmålt interesse for de kendte: ‘Jo, vi er nysgerrige – men altså kun lidt! Det er meget skægt at tisse side om side på færgen eller sludre i 5 minutter, men vi vil faktisk helst være fri for at lære kendte folk at kende. De lever på andre og langt mere uigennemskuelige præmisser, end vi gør. De tilhører en anden sfære, og sådan kan vi faktisk bedst lide det…’ – ?

Flere retoriske modstandsformer fra Provinskøbing

De andre

På min daglige spadseretur til og fra stationen passerer jeg et vindue hvori der hænger et klistermærke fra en lokal interesseorganisation. ”Provinskøbing Handelsstandsforening. Vi kører ikke på frihjul.” Og det kan man vel godt kalde for billedsprog med basisbudskab. En syrlig bemærkning ophøjet til værdigrundlag.

 

Som intetanende forbipasserende fornemmer man bitterhed og magtkamp. Der er en historie her. En gang har nogen budt de juleglade kunder velkommen i butikken uden at fortælle at de elektriske guldstjerner og plasticgranguirlanderne er bekostet af nabobutikkerne Bog & Dimser og Tøj til Små og Store – og alle de andre ikke-frihjulskørende medlemmer af handelsstandsforeningen. Julehyggen er sponsoreret af de andre.

 

Og den slags kan man jo gøre helt ustraffet. Det synes de ikke er fair i Handelsstandsforeningen. Snylterne skal ikke slippe af sted med det – og her må de gribe til retorikken, for juraen kommer dem ikke til hjælp.

 

Det er interessant. Mindst lige så retorisk interessant er den menneskelige tilbøjelighed til at definere sig selv i modsætning til noget andet. Dette ’andet’ er som regel ’de andre’. Og de andre er som regel dumme. De andre kører på frihjul, de fornægter demokratiske idealer, skider på ligestillingen og ytringsfriheden og så meget meget videre.

 

Men denne topos findes også i en mere raffineret og på overfladen kedeligere variant. I Provinskøbing Kommune er man nemlig stærkt decentraliserede, syns man selv. Decentralisering defineres som det at så mange beslutninger som muligt er lagt ud til den enkelte leder, på den enkelte arbejdsplads eller institution i kommunen. Decentralisering er med andre ord det modsatte af en central styring.

 

Men hermed får man også sagt at der findes en central. Og at det er centralen der definerer magten – resten er blot det der ligger uden for os, altså os her i centralen. Prøv at sige til et fireårigt barn at han ikke skal røre ved sin næse eller kigge på fjernsynet lige nu. Hånden ryger op og blikket skifter på et splitsekund. Decentralisering. Hvor er centralen og hvad laver de? Det må i hvert fald være noget vigtigt.

 

Hvilket minder mig om autonome demonstrationer foran Christiansborg. Bare ved at stå der og råbe Ned med systemet, udgør en anerkendelse af systemet. Og så kan man ikke køre på frihjul, selv om man prøver.