Ignorer modparten

Hvem siger, at to-årige ikke kan argumentere? Det kan godt være, at deres strategier ikke er specielt nuancerede, men de kan nu være temmeligt effektive.

Her er uddrag af en “debat,” som den typisk kan udfolde sig her i huset:

Mig: “Skat, du må ikke hoppe i sofaen med den gaffel i hånden” (venligt, men bestemt)

Ham: … (hopper glad videre)

Mig: “Vil du SÅ holde op. Det er farligt!” (med høj og let skinger stemme)

Ham: “Hej, hej” (stopper op et øjeblik og vinker mig af; hopper så videre)

Mig: “Giv…mig…den” (er henne hos ham nu og har fat i armen med gaflen)

Ham: “Du sga sow” (ser på mig for første gang og skubber til mig i retning af soveværelset)

Mig: … (tager gaflen)

Ham: Wuuaaa… gaf, gaf… wuaa… grrf, mmmf (ser langt efter gaflen, der forsvinder i køkkenskuffen, men begynder så så småt at se sig om efter noget andet at hoppe med)

Det kan godt være, at barnets strategi ikke i dette tilfælde førte til sejr, dertil var overmagten (og den fare, der var forbundet med legen) trods alt for stor, men han beholdt gaflen i dyrebare sekunder. Med sin strategi om at ignorere modparten er det samtidig ham, der sætter dagsordenen for interaktionen. Det er ikke de sofistikerede argumenter, der virker her, men den stærkeste vilje, og nogle gange lykkes det ham faktisk at ignorere mig så længe, at den stærkeste vilje ikke er min.

Obama taler i Kongressen og NYT forkæler retorikerne

New York Times online har en fantastisk feature for retorikere og andre tale-freaks. Se Obamas tale til kongressen om reform af det amerikanske sundhedsvæsen, holdt i går, d. 9. september 2009. Talen ligger som videoklip i sin fulde længde, og transskriptionen kører løbende ved siden af, inddelt i afsnit med tidsmarkeringer. Foroven kører en tidslinje over talens indholdselementer. Et faneblad ved transskriptionen med titlen Check Points rummer en kortfattet politisk analyse af talens temaer af en NYT-kommentator, herunder muligheden for at klikke direkte hen til det relevante sted i videooptagelsen, ligesom en søgefunktion gør det muligt at søge på ord og vendinger brugt i talen og klikke hen til videooptagelsen. Nice.

Et referat af talen og dens baggrund ligger her; og debatten kører fx her. Og så kan man jo selv more sig ved at lede efter redaktionelt stof om ‘skandalen’ med republikaneren Joe Wilson der råbte “You lie” midt i Obamas tale.

 

Og så må jeg bare sige at selv om jeg ikke har en fetisch for taler (lidt underligt når man er retoriker, men altså, det er bare ikke lige mig), så kan jeg anbefale den her! Det er virkelig et smukt stykke arbejde. Derudover er det rasende interessant at følge dækningen omkring den foreslåede sundhedsreform, for hvis man går og tror at amerikansk og europæisk mentalitet er lidt det samme, bare med et par finjusteringer, er det her et område hvor forskellene i vores grundlæggende værdier og samfundsopfattelser træder skarpt frem. At et offentligt sundhedsvæsen skulle være socialistisk, ja, nærmest betonkommunistisk, er oprivende tanke for en dansk skabssocialdemokrat uanset partifarve. USA er virkelig et af de mest fremmedartede – og fantastiske – lande jeg nogensinde har rejst i. Den her debat er et vidunderligt eksempel.

Stem blankt – holder det?

Knap havde jeg formuleret det kætterske spørgsmål, om alt egentlig er så gennemsyret af retorik, som vi går og tror, før det formeligt vælter frem med retoriske ytringer over alt omkring mig. Det går lige fra den helt lille privatsfære: “ej, skat, jeg tog altså også opvasken i går…” Tjae, og jeg gør det nok igen i morgen. Til de store politiske spørgsmål: “du kan roligt stemme på Sofie Carsten Nielsen; jeg kender hende, og hun er super flink.” Ok, måske ikke det mest saglige argument, men jo da meget rart at vide, at min sympatistemme går til en sympatisk person.

Europaparlamentsvalget kan der siges meget om, men emnet for denne post er faktisk det andet kryds, vi skal sætte på søndag, for hvor det første altså er placeret, så er jeg kommet alvorligt i tvivl om det andet. Jeg begyndte med nærmest per refleks at ville stemme ja, men jeg er i de seneste dage blevet mødt med argumenter, som får mig til at vakle. For et ja taler naturligvis ligestillingen mellem kønnene, men hvorfor er det lige, at den ændring skal vedtages nu og her? Ikke et sekund for tidligt, nuvel, men heller ikke lige op over. En (tendentiøs) forklaring er, at det skal den, fordi regeringen vil have tronfølgeloven af vejen og på den måde undgå, at en grundlovsændring kan kobles op på afstemning om tronfølgeloven (som den jo blev i 1953) og dermed også reelt slukke den ulmende debat om en grundlovsændring og altså forhindre, at den pludselig blusser op (eller i hvert fald at det er realtiske at komme igennem med den).  Ok, argumentet er mere end en anelse konspirationsteoretisk, men er det ikke netop derfor, det er så tillokkende?

Det skal regeringen altså ikke slippe afsted med, tænkte jeg, da jeg først blev præsenteret for synspunktet, men så alligevel: er ikke sikringen af ligestilling mellem kønnene i arvefølgen vigtigere end at stoppe eventuelle skumle planer (og måske i tilgift få luft for lidt generel utilfredshed, lidt ligesom da hollænderne og franskmændene brugte afstemningen om forfatningstraktaten til at straffe deres regeringer)? Tjoe, men indlejret i det princip, vi nu stemmer om, er der en anden diskrimination: arvefølgen bliver knyttet tæt til den førstefødte i hver generation, og så snart han/hun får børn bliver hans/hendes yngre søskende sprunget over; kunne man ikke lige så godt argumentere for, at arvefølgen altid skulle følge et aldersprincip, så kronprinsens bror/søster kom før hans søn/datter (i det konkrete tilfælde ville det betyde at Joachim, Nicolai og Felix skulle komme  før både Christian og Isabella)? Når der først er åbnet op for denne tankeleg, viser det sig hvilken kunstig konstruktion det hele er, og man kan ende med at spørge: hvorfor ikke afskaffe arvefølgen helt og holdent? Jeg siger ikke, at jeg faktisk synes, at vi skal ende der, men spørgsmålet er så vigtigt, at der bør være tid til at diskutere det. Hvis tronfølgeloven vedtages på søndag, sættes der også en prop i den debat. dels lukke diskussionen om mere gennemgribende ændringer af kongehuset, dels

Alt i alt hælder jeg altså mod at stemme blankt – ikke nej: jeg går jo ind for ligestilling, så det er ikke forslaget men selve afstemningen, der skal stemmes ned. Men jeg er stadig i tvivl; holder argumenterne for at stemme blankt til en nøjere granskning? Og er der nogle argumenter for at stemme ja, som jeg har overset/undervurderer jeg betydningen af ligestillingsargumentet?

Blodbad! Blodbad!! Blodbad!!!

Mens finanskrisen raser udenfor, går det så sandelig heller ikke stille af inde på Euroinvestor; mit nye yndlingsdebatforum, hvor man kan lære alt om boligmarkedet og – ikke mindst – boligmarkedsretorikken.

Trash talkerne (altså dem, der gerne ser, at boligpriserne falder) kappes om at være først med at poste de nye rekordtal (flest boliger til salg, længste liggetid, største afslag, etc.). Samtidig svinger overtrasheren EddieC frydefuldt pisken over de sælgere, han forestiller sig er på vej til slagtning, mens han råber på mere blod. EddieC’s online persona får mig til at visualisere ham som en ultraond Kaptajn Klo, og Kloens foretrukne våben er kolde fakta kombineret med den mest hårrejsende pathos uden reel argumentation.

På den anden side står hyperne (dem der forsøger at tale boligpriserne op) anført af den Peter Pan-agtige Davidoffcw (eller David på lokum, som de andre debattører gerne kalder ham), der insisterer på at fortolke udviklingen positivt. De gør et stort nummer ud af hvert et dokumenteret salg og forøsger at vise, at det værste allerede er overstået. Her anvendes ofte tekniske argumenter; for eksempel er tallene fra Realkreditrådet, der viser aktiviteten på boligmarkedet, lidt forsinkede, hvorfor man endnu ikke af disse tal kan se, at markedet allerede er vendt. Sjovt nok nævnte hyperne aldrig noget om tallenes forsinkelse, da de kunne bruges til at vise, at der ikke var sket et prisfald. Dengang sendte de bare tallene ud akkompagneret af jubelkor på samme vis, som trasherne gør det nu.

Alt  i alt viser debatten med al ønskelig tydelighed, hvordan den økonomiske og den retoriske side af boligmarkedet er gensidigt afhængige af hinanden. Da priserne bevægede sig opad, var hyperne også de mest højtråbende, der brugte pathos til at sætte yderligere skub i den bevægelse tallene indikerede. Nu bevæger priserne sig nedad, og de trashere, der tidligere i afdæmpet toneleje argumenterede for en omfortolkning af tallene, er nu de dominerende – og stærkt følelsesladede – stemmer. Trasherne skaber en stemning af panik før lukketid, der er med til at forstærke den udvikling, som tallene nu vidner om, uden på nogen måde at argumentere for deres syn på udviklingen. 

Mon ikke de forskellige argumenter, som hyperne i øjeblikket forsøger sig med i det stille, efterhånden vil tage til i styrke, så retorikken i kombination med socio-økonomiske og psykologiske faktorer lidt efter lidt vil vende boligmarkedet endnu en gang?