You are currently browsing the category archive for the ‘Pathos’ category.

Jeg har en last, der om et lille øjeblik ikke er hemmelig længere: jeg ser Greys hvide verden (eng. Grey’s anatomy). Mandag efter mandag griber jeg om jumbothekoppen og tudekiksene og er klar til at græde snot over Merideth, Dr. McDreamy, Chief Webber og alle de andre karakterer, der fylder operationsstuerne på Seattle Grace Hospital.

Denne sæson kulminerede (heldigvis, nu kan jeg lave noget andet) i går med afslutningsafsnittet, hvor Meredith først forsøgte at tage livet af en dødsdømt fange, mens han var på hospitalet og senere brød sammen, da hun overværede fangens faktiske henrettelse, Izzie Stevens blev hjemsøgt af sin afdøde ekskæreste, som gentog “I am here for you” i det uendelige, indtil Izzie (endelig, endelig) fattede, at han var der efter hende, ikke for hende, Dr. Sloan brækkede sin penis (det vidste jeg så ikke var muligt), og en lille dreng i aller-allersidste øjeblik fik en lever- og tarmtransplantation, efter at både Dr. Bailey og Chief Webber på det groveste havde kompromitteret deres lægeed – for nu blot at nævne de følelsesmæssige højdepunkter i det rimeligt komplekse plot.

Syge børn og fortvivlede forældre, blod og blottede organer, lækre læger og villige in-turns, evige venskaber og benhård konkurrence – som det nok fremgår spiller Grey’s hvide verden på alle mulige følelsesmæssige strenge (eller pathosappeller). Jeg er pinligt berørt over, hvor godt det hele virker (på mig, i hvert fald), men også fagligt nysgerrig over, at det kan lade sig gøre. Hvordan kan pathosappellen være så grov og dog så effektiv?

Ovre på Tanketjek og på Kommunikationsforum har Pia Lauritzen en rasende god analyse af Obamas værdiretorik og dens risici.  Pias pointen er at værdierne nok skaber varme følelser, håb, involvering – men når topledelsen sætter værdier ind til fordel for regler, reagerer den politiske administration ofte med kontrol, målesystemer, procedurer, bureaukrati. Pias pointe er at organisationen vil have svært ved at opgive organisationens ‘gamle’ succeshistorie der har været båret oppe af kendte regler og retningslinjer: Det er en tryg historie, og medarbejderne påtager sig ansvaret for at vedligeholde og forstærke den, uagtet at budskabet fra toppen er et andet.

Her vil jeg supplere:  Det er sværere som administrator at synliggøre sine resultater i en værdibaseret organisation, frem for en regelstyret hvor succes er at leve op til reglerne. I en værdibaseret organisation skal administratoren være en dygtig retoriker for at opnå anerkendelse.

Pia forudser at det håb som Obama har tændt, munder ud i forventningspres, skuffelse, frustration som i mange andre værdibaserede organisationer på grund af dette skisma.

Den offentlige administration i USA er formodentligt en organisation som mange andre. Samtidig er den unik. Den er ekstremt bureaukratisk, hvilket alle der har prøvet at få opholdstilladelse, vil vide. Men der er også en meget stærk værdipolitisk tradition i USA, en stærk retorisk tradition hvor politiske taler næsten altid bærer et stærkt epideiktisk præg, altså som retorik der bidrager til at stadfæste og opbygge de fælles værdier og idealer. Samme slags storladenhed ser vi langt sjældnere i dansk politik – hvor administrationen overoednet set til gengæld er større tradition for selvstyring, regelfrihed og fladere hierarkier.

Jeg tænker altså: I USA er de måske mere bekendte og fortrolige med gabet mellem de storladne værdier og den daglige administration. Bare for at holde håbet lidt levende. 🙂

Mens finanskrisen raser udenfor, går det så sandelig heller ikke stille af inde på Euroinvestor; mit nye yndlingsdebatforum, hvor man kan lære alt om boligmarkedet og – ikke mindst – boligmarkedsretorikken.

Trash talkerne (altså dem, der gerne ser, at boligpriserne falder) kappes om at være først med at poste de nye rekordtal (flest boliger til salg, længste liggetid, største afslag, etc.). Samtidig svinger overtrasheren EddieC frydefuldt pisken over de sælgere, han forestiller sig er på vej til slagtning, mens han råber på mere blod. EddieC’s online persona får mig til at visualisere ham som en ultraond Kaptajn Klo, og Kloens foretrukne våben er kolde fakta kombineret med den mest hårrejsende pathos uden reel argumentation.

På den anden side står hyperne (dem der forsøger at tale boligpriserne op) anført af den Peter Pan-agtige Davidoffcw (eller David på lokum, som de andre debattører gerne kalder ham), der insisterer på at fortolke udviklingen positivt. De gør et stort nummer ud af hvert et dokumenteret salg og forøsger at vise, at det værste allerede er overstået. Her anvendes ofte tekniske argumenter; for eksempel er tallene fra Realkreditrådet, der viser aktiviteten på boligmarkedet, lidt forsinkede, hvorfor man endnu ikke af disse tal kan se, at markedet allerede er vendt. Sjovt nok nævnte hyperne aldrig noget om tallenes forsinkelse, da de kunne bruges til at vise, at der ikke var sket et prisfald. Dengang sendte de bare tallene ud akkompagneret af jubelkor på samme vis, som trasherne gør det nu.

Alt  i alt viser debatten med al ønskelig tydelighed, hvordan den økonomiske og den retoriske side af boligmarkedet er gensidigt afhængige af hinanden. Da priserne bevægede sig opad, var hyperne også de mest højtråbende, der brugte pathos til at sætte yderligere skub i den bevægelse tallene indikerede. Nu bevæger priserne sig nedad, og de trashere, der tidligere i afdæmpet toneleje argumenterede for en omfortolkning af tallene, er nu de dominerende – og stærkt følelsesladede – stemmer. Trasherne skaber en stemning af panik før lukketid, der er med til at forstærke den udvikling, som tallene nu vidner om, uden på nogen måde at argumentere for deres syn på udviklingen. 

Mon ikke de forskellige argumenter, som hyperne i øjeblikket forsøger sig med i det stille, efterhånden vil tage til i styrke, så retorikken i kombination med socio-økonomiske og psykologiske faktorer lidt efter lidt vil vende boligmarkedet endnu en gang?

Kategorier

Enter your email address to subscribe to this blog and receive notifications of new posts by email.

Slut dig til 9 øvrige tilmeldte